Josefine Sandgaard Mørup i spidsen

02-05-2024 19:14

I dag er første kvalifikation af U21 Agria DRF mesterskab redet. Her formåede kun tre ryttere at komme igennem den udfordrende bane fejlfrit, nemlig klassens første, tredje og sidste rytter

Copyright Ridehesten.com
Josefine Sandgaard Mørup red på banen som nummer et med hesten Riddle Quiz og lagde højt niveau fra start med en fejlfri runde. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

Første rytter på banen i dagens første kvalifikation af U21 Agria DRF mesterskabet i MA2** 140cm metode C, var Josefine Sandgaard Mørup med hesten Riddle Quiz e. Amarone/ Quite Easy. Parret leverede en flot fejlfri runde i en meget hurtig tid, nemlig 79,37 sekunder. Da klassen blev redet i en metode C betyder det, at fejl omregnes til tid, men da Josefine både formåede at ride hurtigt og fejlfrit, havde hun lagt et stabilt niveau allerede fra start.

Copyright Ridehesten.com
Cecilie Kjær og U Amon Z leverede næste fejlfri runde som start nummer tre. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

Næste fejlfrie runde skulle vi finde hos Cecilie Kjær på hjemmeavlede U Amon Z e. Uriko/ Darco. Ekvipagen red på banen som nummer tre og sikrede altså endnu en fejlfri runde til dette års første kvalifikation, men i en noget langsommere tid en Josefine, nemlig 84,97 sekunder, hvilket indtil videre rakte til en andenplads. Herefter var det tid til sidste års vinder af Agria DRF Mesterskabet for U18, Caroline Knudsen og Landlyst Callicon e. Bøgegårdens Dicapo/ Coronado. Parret lagde ud i en stor grundgalop, men med en hov i vandet måtte Caroline satse alt. Det gjorde hun, og selvom der røg endnu en forhindring på andet sidste spring, formåede Caroline at ride så hurtig en tid, nemlig 82,64, hvilket skubbede fejlfrie Cecilie Kjær ned på en tredjeplads, og Caroline kunne nu indtage andenpladsen. 

Copyright Ridehesten.com
Sidste års vinder af U18 Agria DRF Mesterskab Caroline Knudsen på Landlyst Callicon red en runde med 8 fejl, men en enormt hurtig tid, der var nok til at sikre parret en tredjeplads. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

Da vi nåede klassens pause, var der stadig kun to fejlfrie ekvipager indtil videre. Efter pausen ventede ni ekvipager, der skulle prøve kræfter med den udfordrende bane for at se, om de kunne rykke rundt på top 3. Første ekvipage ud efter pausen var Emma Ponsaing med La Chance De Jade e. Lord If De Chalusse/ Corlando. Parret havde en hov i vandet, hvilket resulterede i en ridetid på 85,83 sekunder, og det blev derfor heller ikke dem, der rykkede rundt på top 3.

Så var det tid til, at klassens foreløbige nummer et kom på banen med hendes anden hest, nemlig Josefine Sandgaard Mørup på Call Me Commander. Desværre misforstod parret hinanden på spring nummer 3, og derefter valgte Josefine at trække sig fra konkurrencen på Call Me Commander.

Da der var to ekvipager tilbage, var der stadig kun to ryttere, der havde formået at komme igennem banen fejlfrit. Èn af dem, var Cecilie Kjær, der nu skulle på banen med hendes anden hest, Early F e. Eldorado van de Zeshoek/ Ustinov. Efter en flot første halvdel af turen fejlfrit, misforstod parret desværre hinanden på muren, hvilket resulterede i en nedrivning og en refusering på næste spring. Herefter valgte Cecilie at trække Early F.

Copyright Ridehesten.com
Frederik Fensholt og Take A Chance On Me Z var sidste rytter på banen. De red en flot fejlfri runde, hvilket rakte til en andenplads. Her ses han på hesten Iniverse. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Klassens sidste rytter, var Frederik Fensholt på Take A Chance On Me Z e. Taloubet Z/ Aldatus Z. Frederik satsede hele butikken og red indenom, hvor han kunne, hvilket resulterede i en hurtig og fejlfri runde med ridetiden 79,92 sekunder, og dermed endte parret som nummer to i første kvalifikation af Agria DRF Mesterskab for U21, og skubbede derved Caroline Knudsen ned på tredjepladsen og Cecilie Kjær på fjerdepladsen. På femtepladsen blev det Frida Munk Lassen på Kirkelodgaards Ci Ci Chopin DWB, der sluttede med et enkelt nedslag og dermed endte med ridetiden 85,19 sekunder.

Copyright Ridehesten.com
Frida Munk Lassen og Kirkelodgaards Ci Ci Chopin DWB sluttede på en femteplads. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

Klassens resultat blev altså, at Josefine Sandgaard Mørup med Riddle Quiz lagde sig i spidsen af dette års Agria DRF Mesterskab for U21, Frederik Fensholt på Take A Chance On Me Z blev nummer to, Caroline Knudsen på Landlyst Callicon nummer tre, Cecilie Kjær på U Amon Z blev nummer fire, og Frida Munk Lassen på Kirkelodgaards Ci Ci Chopin DWB blev nummer fem. 

På lørdag skal U21 rytterne ride finalen, og det bliver her spændende at se, om der bliver rykket rundt på den foreløbige placering. 

Du kan se klassens resultater her. 

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen