Jette Fog er ikke længere iblandt os

25-02-2015 10:29

Et smittende optimistisk, dybt engageret og hjertevarmt menneske er alt for tidligt gået bort. DV-avler Jette Fog er pludseligt død i en alder af 64 år

Copyright Ridehesten.com

Jette Fogh var gennem hele livet glødende interesseret i heste og avl - en interesse hun fik i vuggegave af sine forældre Margit og Knud Nielsen. Som ung var Jette rytter, siden blev hun ponymor for datteren Nina, og sammen med sin mand Kurt videreførte hun avlsarbejdet med Margit og Knuds stærke hoppestamme.

Jette var et dybt engageret menneske, der altid havde overskud til at hjælpe, om det var i DV's regionsarbejde, politik eller bare fordi hun ikke kunne lade være med at træde til, hvor der var behov. I sit professionelle liv var Jette uddannet sygeplejerske, og her udlevede hun også sit talent med omsorg for andre. Hun kom hurtigt tæt på nye mennesker og var altid indlevende i deres problemer.

Disse egenskaber udnyttede hun ikke blot professionelt; hun var altid til stede for andre, når man havde brug for hende. Jette var altid ærligt interesseret i andres mening og velbefindende, og stod heller ikke tilbage for at ytre i sin egen mening - og altid på en ordentlig og sober måde.

Indtil det sidste bevarede hun trods svær sygdom glæden ved livet og de mennesker, hun omgav sig med. Hun havde lyst til livet og var en hyppig gæst ved hingste- og hoppekåringer, hvad enten det var i Jylland, i Tyskland eller på hjemegnen, og altid var hun omgivet af gode venner - eller i færd med at møde nye. Dansk Varmblods hingstekåring i næste uge var næste programpunkt på Jettes hestemæssige oplevelsesrejse.

I de seneste år sloges Jette bravt mod kræften og vandt sin kamp. Hun havde lagt en svær kræftsygdom bag sig og overvundet diverse følgesygdomme, og derfor virker det så uretfærdigt, at en hjerneblødning natten til i fredags pludseligt stoppede hendes utrættelige appetit på livet.

Jette Fogs begravelse finder sted ved Skævinge Kirke lørdag den 28. februar 2015 kl 11.00.

Læs også

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen