Charlotte Kusk Berwald
Det var et hændeligt uheld. Det har dyrlægen slået fast gang på gang. Alligevel sidder det så dybt i Michelle. Selv har hun set videoen gang på gang og desperat forsøgt at finde ud af hvad hun kunne have gjort anderledes. Hver eneste gang har svaret været, at der ikke var noget at gøre.
Ondsindet rygter og sladder online
Dårlige nyheder har det med at rejse hurtigt fra rytter til rytter. Dette måtte Michelle sande, da hun allerede dagen efter ulykken kunne høre ulykken genfortalt, på en måde der var meget langt fra sandheden.
– Folk talte om at min hest havde brækket benet over næstesidste spring, hvorefter jeg havde tvunget den til at springe videre. De sagde jeg havde slået min hest ihjel. At hun helt sikkert kunne have været reddet. Hvis dyrlægen havde sagt at vi kunne sætte det sammen og Rufina kunne blive foldbums, så havde min hest været i live den dag i dag. Vi var villige til at ofre alt hvad der skulle til at redde hende. Koste hvad det koste vil! Hun var og vil altid være min hjertehest, fortæller Michelle til Ridehesten.
Efter ulykken er der mange der har haft brug for at tale med Michelle. Enten for at høre om det virkelig var sandt at hun red videre på en hest med et brækket ben eller fordi de selv har sagt farvel til en hest.
– Jeg havde ikke lyst til at tage til Herning i år, fordi jeg var bange for at folk ville pege og snakke om det. Og ganske rigtigt. Der kom en hen for at spørge om det virkelig var sandt at jeg havde slået min hest ihjel ved at ride videre på et brækket ben. Derfor har jeg også lagt videoen online, så folk kan se hvordan og hvornår det skete. Rufina går fra at galopere helt almindeligt til pludselig at gå på tre ben og jeg springer af så hurtigt jeg kan. Jeg vil bare gerne have at folk stopper med at sprede ondsindede rygter, jeg har tabt så meget for hesteverdenen, fortæller Michelle.
Tæt på at give op
De næste måneder sørger Michelle dybt over tabet af sin bedste ven. Mens de holdt Rufina, kom hun til at træde på Michelles tå og brække den og det kan lyde absurd, men det har på en måde gjort det nemmere. For på den måde fik Michelle lov at tage del i smerten. Hun har også fået tatoveret hestens navn.
– Jeg føler jo jeg kørte fra hende. Jeg efterlod hende. Men jeg kunne jo ikke tage hende med hjem, hun var jo død. Der gik to uger før jeg kunne gå i stalden og der var alle hendes ting jo endnu. Grimen. Bøtterne med det foder hun aldrig fik lov at spise. Det er umuligt for folk at sætte sig ind i hvor hurtigt min verden blev knust. Jeg gik fra at glæde mig til nogle fede dage med min bedste ven til den absolutte tomhed. Jeg er glad for at Cassøe (Casper Cassøe, red.) hans team tog sig af mig. Jeg fik hendes sko med hjem. Den er blevet forgyldt. Der blev også klippet et stort stykke af hendes hale. Det er blevet til armbånd. Så selvom jeg måtte efterlade hende, tog jeg alt det af hende med hjem jeg kunne, fortæller Michelle. Hun græder jævnligt over tabet af Rufina. Et par gange om ugen tager sorgen over og tårerne får frit løb.
– Der er hele tiden folk, der spørger om jeg ikke tror der var noget galt med hende. I forbindelse med at hun fik et akut kejsersnit, skulle vi have lavet en ny klinisk undersøgelse til forsikringen for at kunne fortsætte med at have hende forsikret. Hun blev gennemgået fra A til Å og var gennemsund, fortæller Michelle.
Jagten på en ny ven
Der er en talemåde der siger, at man skal op på hesten igen. Så småt begynder Michelle at lede efter en hest, der kan fylde lidt af den tomme plads i hjertet ud. Men her bliver hun igen mødt med modstand. Der er endnu folk, der kun har hørt de ondsindede rygter og som ikke kender til den fulde historie om hvad der skete den skæbnesvangre dag på Vilhelmsborg.
– To gange har jeg fået at vide at man ikke ønsker at sælge en hest til mig. Fordi de troede at jeg var redet videre på en hest, der havde brækket benet. En enkelt gang blev en hest solgt lige for næsen af mig og jeg er helt sikker på det havde noget med det at gøre. Der var to der egentligt ikke ville vise deres heste frem, eller forsøgte at tale mig fra at ville komme og prøve dem, hvor jeg så viste dem videoen. Derefter var jeg velkommen. Jeg var så tæt på at give op til sidst. Det føltes som om alt for mange bare havde stemplet mig som en ond hestemishandler, baseret på ondsindet sladder skabt af folk, der slet ikke ved hvad der er sket. Og så har det gjort mig usikker på mig selv. Kunne jeg have gjort noget anderledes? Kunne jeg have reddet hende? Dyrlægen har igen og igen sagt at det ville have været mishandling at forsøge at operere. Så havde vi bare forlænget hendes smerte. Alligevel bliver jeg usikker og bange og jeg frygter hele tiden for at en ny kommer og vil konfrontere mig med de rygter. Kan man ikke få det til at stoppe? Det ripper op i min sorg. Jeg starter hele tiden forfra, fortæller Michelle.
Jeg bliver glad igen
Nu er den nye hest flyttet ind i stalden. Coco hedder han og han er helt grøn. Dette har givet Michelle tid til så småt at finde sig selv igen.
– Hvis jeg havde købt en erfaren hest, havde der været et pres om at jeg skulle ud til stævner i en fart. Det er der ikke med Coco. Vi har haft ro og tid til at lære hinanden at kende. Det føles som om Rufina har sendt ham, for at trøste mig. Coco kan få et smil på mine læber og han har givet mig troen på mig selv igen. Han er jordens største legebarn og jeg kan mærke at han kommer til at betyde mere for mig for hver dag der går, slutter Michelle.
Du kan læse mere om ulykken her.
