– Jeg har hele tiden troet på Dio

28-08-2022 17:06

Trine Askjær-Jørgensen

Sådan siger Thea Bech om sin hest, efter hun netop har vundet endnu en bronzemedalje ved EM i dressur for U25-ryttere. Her kan du læse om deres flotte resultater samt ekvipagens vej til to EM-medaljer; et resultat Thea slet ikke havde forventet

Nyheden fortsætter efter annoncen

20-årige Thea Bech rider allerede U25-dressur, og i denne weekend har hun virkelig slået sit og hesten Dionisos' navn fast. I går red hun sig til en individuel bronzemedalje i Grand Prix ved EM i Ungarn, og den succes har hun netop gentaget i dag, hvor det er blevet til endnu en bronzemedalje, nemlig i Grand Prix kür med 76,670%.

– Det er helt utroligt det her! Dio var lidt træt efter den lange uge, men han gav den alt, hvad han kunne, og vi endte med 76% på trods af en fejl i toerne. Man må sige, at vores første EM har været en succes, lød det fra Thea efter den flotte bedrift.

Thea har hele tiden troet på sin hest, men det her var alligevel mere, end hun havde forventet af deres første EM sammen. Da Thea var 14 år gammel købte hende og familien Dio, som hun kalder vallakken i daglig tale, med et mål om, at han skulle være hendes juniorhest. Hun prøvede da også at starte ham i nogle juniorklasser, men Dionisos, der er efter Spielberg med Sin Clair til morfar, egnede sig ikke rigtig til det.

– Han er ikke så stor og har ikke særlig store bevægelser, så i juniorklasserne blev det ikke rigtig til noget. Vi var engang til samling med landstræner Dennis Fisker, og han sagde sjovt nok med det samme, at det var en U25-hest, men der var jeg kun 15 år gammel, erindrer Thea.

Som 17-årig startede hun og Dio i ungrytterklasserne, hvilket gik lidt bedre, og i 2020 blev de nummer seks til DM på dette niveau. Thea, der har boet i Holland med sin familie, siden hun var 6 år gammel, troede hele tiden på, at Dio kunne mere end det, så træningen fortsatte videre mod Grand Prix.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I 2021, da jeg var 19 år, red vi et lille stævne her i Holland på Intermediaire II-niveau, og der fik vi med det samme 71%. Så jeg kontaktede Anne-Mette Binder for at høre, om jeg måtte starte internationalt det år, og så red vi vores første, internationale stævne, hvor vi fik 67%, så det var okay. Vi var til NM det år også, og der fik vi holdguld og individuelt sølv med hjem, og i år er Dio bare blevet mere og mere fantastisk, runder en glad og stolt Thea Bech af.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

To andre, danske ryttere var også gået videre til dagens kürfinale:

Laura Kristine Thorup og Blue Hors Veneziano e. Blue Hors Vivaldi/ Blue Hors Donnerhall (opdr. Blue Hors ApS) endte lige præcis udenfor medaljerækken. Med et flot ridt til 75,355% blev det nemlig til en fjerdeplads.

Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crusaor XX (opdr. Jan og Karina Koefoed-Nielsen) red til 74,020% og endte på en syvendeplads i feltet af i alt 18 ekvipager.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner