Islandske heste groft skamferet: Maner og haler klippet af

17-08-2018 08:14

Ukendte gerningsmænd har klippet maner og haler af syv islandske heste, mens hestene gik på sommergræs på den gamle flyvestation i Værløse på Sjælland

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var et sørgeligt syn, der mødte en hesteejer fra Nordsjælland, da han skulle tilse sine heste på sommergræs ved den gamle flyvestation i Værløse. Hestene gik ude på et stort, dejligt naturareal med træer, søer og masser af plads til at røre sig på – et ideelt sted at holde sin hest. Da familien tilså deres heste søndag, blev de chokerede over at opdage, at hestene havde fået klippet deres maner af, helt ned til fire til fem centimeter. Det værste var, at det gentog sig i løbet af dagene derefter, fortæller Thorbjørn Kastrup Hansen

Hestene groft skamferet
Syv af islænderne blev udsat for grov skamfering de næste par dage og fik klippet manerne af. Flere havde også fået klippet det meste af halerne, og familien er rystet over situationen. Det er jo et offentligt areal, hvor alle har ret til at færdes, og man kan ikke kontrollere, hvem der kommer og går. Episoderne fandt sted i tidsrummet mellem den 6. august kl 21.00 og den 9. august kl. 12.00.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Manen hjælper hesten som beskyttelse
Det er rigtigt trist, for hestene har brug for deres maner til beskyttelse mod vejr og vind. Islandske heste har en særligt kraftig man, og den hjælper til at holde nakken varm og til at vand kan løbe fra nakken, hvis hesten ikke kan søge ly for regn. Manen og særligt halen skaber en barriere mod insekter og hjælper med at holde fluerne på afstand. Det kan tage op til tre år, før håret er vokset ud igen.  

Hestene er taget hjem
Familien har nu taget hestene hjem, for selvom arealet er ideelt for hestene at gå på, så tør familien ikke tage chancen, hvis nu gerningsmanden skulle vende tilbage. Sagen er meldt til politiet, men der er endnu ikke fundet nogen spor, der kan lede til opklaringen. 

Kilde: Lokal avisen  http://www.lokalavisen.dk/112/2018-08-09/-Chokerende-syn-Flere-heste-groft-vandaliseret-med-saks-2544019.html

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner