Thomas Bach Jensen
På Blue Hors i Randbøl ser man frem til at slå dørene op for nogle af verdens bedste paradressurryttere i det tidligere forår 2018.
Blue Hors har i kraft af sin store opvisningshal og et erfarent og stærkt team af medarbejdere kapaciteten til at arrangere store ridestævner. De har i en årrække og til glæde for mange danske dressurentusiaster afholdt Blue Hors Dressurfestival hvert efterår, og dressurfestivalen vil fra 2018 have status af internationalt stævne. I år har Blue Hors for første gang og med stor succes dannet rammen om Dansk Ride Forbunds championatsfinaler for unge dressur- og springheste.
På Blue Hors sætter man en stor ære i at lægge faciliteter til vigtige begivenheder i ridesporten, og udvidelsen med et CPEDI3* internationalt paradressurstævne på Blue Hors falder derfor naturligt.
– Siden paradressurryttere gæstede Blue Hors under Global Dressage Forum i 2014, har vi været i løbende dialog med Parasport Denmark om at arrangere et internationalt paradressurstævne i Danmark, og det går godt i tråd med vores målsætning om at repræsentere dressursporten fra flere vinkler, fortæller Blue Hors eventchef Christian Struck.
Danske ryttere er stærke medspillere i den internationale paradressursport, hvor de ved EM, VM og de Paralympiske Lege har vundet individuelle medaljer og holdmedaljer igennem flere år. Det har i dansk paradressursport – både blandt ryttere, trænere, sponsorer og officials – længe været et ønske at kunne afholde et internationalt stævne i Danmark. Det er en vigtig brik i elitearbejdet omkring udvikling af danske ryttere at kunne invitere dygtige ryttere fra udlandet.
– Derfor glæder vi os til at byde nogle af verdens bedste paradressurryttere velkommen på Blue Hors, fortæller Christian Struck.
/Pressemeddelelse.