Ib Bjørke er gået bort

10-08-2024 17:23

Den tidligere generalsekretær i Dansk Ride Forbund, Ib Bjørke, er afgået ved døden. Han var et velkendt ansigt i rideforbundet og huskes af mange for sin store indsats for dansk ridesport

Copyright Ridehesten.com
Ib Bjørke til Volvo World Cup i 1991. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ib Bjørke (f. 1928) er i en alder af 96 år sovet stille ind. Pernille Bjørke, datter af Ib, oplyser på familiens vegne, at Ib og hans elskede kone Lilo begge er afgået ved døden. De har  altid stået hinanden meget nært og døde udramatisk og mætte af dage med 22 timers mellemrum, og næsten indtil det sidste boede de i huset på Rammetoften i Vedbæk. 

Ib var generalsekretær i Dansk Ride Forbund fra 1984-1999, hvor han i en alder af 70 år - efter 14 års tro tjeneste - overlod posten til Ulla Bruun de Neergaard. Ib var en værdsat generalsekretær og huskes af mange for sin energi, venlighed og sit store engagement i og viden om ridesporten.

Foruden sit virke i forbundet var Ib også forfatter til et længere afsnit om DRF’s sekretariat i perioden 1917-1999 i forbundets 100 års-jubilæumsbog. 

Copyright Ridehesten.com
Ib til DRF-repræsentantsskabsmøde i 2004. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

OL på regimentshest
Allerede som 10-årig begyndte lb Bjørke at ride og i 1954 kom han - efter gennemgang af Hærens Officersskole - til Gardehusarregimentet. Han blev også hurtigt sekretær i den lokale rideklub og var således fra sine unge dage engageret i ridesporten. I 1957 startede han for første gang i svær military, hvor han tog en 2. plads til Danmarksmesterskabet, ligesom han var på det danske militaryhold ved Nordisk Rytterstævne i Sverige samme år. Ib dannede partnerskab med hesten Lakaj, som var regimentets stamhest nr. 359. Ekvipagen deltog til OL i Rom i 1960 i military, hvor de blev bedste danske ekvipage ud af fire. 

Både Ib og Lilo begraves fra Lundtofte Kirke, ikke langt fra Vedbæk, den 21. august kl. 11.00. 

Æret være Ib og Lilo Bjørkes minde.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner