Thomas Bach Jensen
Sommerens mesterskaber står for døren, og det er nu, at både pony-, junior-, ung-, U25- og seniorryttere skal levere gode og stabile præstationer ved både nationale og internationale stævner for at kvalificere sig til dressurmesterskaberne.
Det er også på denne tid af året, at der kommer en del gisninger og rygter om hvilke ryttere, der udtages til de forskellige landshold, og hvem der ikke gør.
Endnu er der ingen, der er udtaget til NM og EM, og derfor har alle stadig mulighed for at vise god udvikling og potentiale hen over de næste måneder frem mod udtagelsesdatoerne.
I landstrænernes sportsplaner, som blev offentliggjort i december 2014, kan man finde både kvalifikationskrav, udtagelseskriterier og udtagelsesdatoer for alle rytterkategorier.
Dansk Ride Forbund opfordrer alle involverede og interesserede parter til at tjekke sportsplanerne for at få styr på, hvordan og hvornår landstrænerne udtager landsholdene.
I sportsplanen findes også DRF's etiske regler, og forbundet forventer, at etikken respekteres, og at der udvises loyalitet både rytterne imellem og i forhold til forbund og trænere.
God sommer fra landstrænerteamet!
/DRF.