Sophie Dahl Hedegaard
Dansk Hesteforsikring har været hovedsponsor til de gratis foredrag, du har kunnet opleve under Herning Horse Show i år. I dag var tiden kommet til at sætte fokus på hvordan, du når i mål som rytter. Men samtidig også hvorfor det er vigtigt at sætte nogle mål. Specielt i en travl hverdag der kan være fyldt med udfordringer, som kan sætte en stopper for det, du allerhelst vil opnå.
- Hvis vi som ryttere ikke har en plan eller ikke arbejder med vores mål, så får vi svært ved at udvikle os. Når vi får sat os nogle mål, så kan vi se at der sker noget, og vi finder ud af hvad der lykkes, og det motiverer os, indledte Niels til foredraget.
Et engageret publikum blev derefter sat til at snakke med sidemakkeren, hvor de skulle sætte nogle ord på deres udvikling lige nu, og hvad deres fremtidige mål er. Flere af publikum delte deres mål med resten af forsamlingen; en ville gerne ind på berideruddannelsen, en anden søgte flere gode ture ude til stævnerne, og en tredje ville gerne rykke sig fra LC til LA niveau.
Når man sætter sine mål, er det vigtigt at overveje om det er et resultat-, præstations-, eller procesmål. De to første kan være problematiske, da de kan være afhængige af dine omgivelser. Dit mål er måske at vinde til det næste stævne, men dit resultat vil også komme til at afhænge af, de andre konkurrenters præstation, dommere mv. Derfor er det mere givende og motiverende, hvis du fokuserer på de processer, der er nødvendige for at præstere bedre.
- Det er vigtigt at finde ud af, hvad der står i vejen for din succes – hvis du gør som du altid har gjort, vil du få de samme resultater, som du altid har fået, fortalte Niels.
Publikum blev også taget igennem hvorledes, man kan arbejde med sine mål, da det trods alt er vigtigt at få arbejdet med de mål, man nu har sat sig. Dette f.eks. ved hjælp af SMART-modellen, hvor du specificerer dit mål, sørger for at det er målbart, ambitiøst, realistisk og tidsafgrænset.
Niels Clemmensen havde også inviteret toprytter, tidligere dansk og nordisk mester for ungryttere, Henriette Dam Vestergaard med på scenen. Hun fortalte hvordan, man får en hverdag til at hænge sammen, når man både er sygeplejerskestuderende og har to heste, samt hvordan hun sætter sine mål og dernæst arbejder med dem. Hun fortalte for eksempel hvordan, hun holder motivationen oppe til at tage ud at træne ved at pakke sin taske om morgenen, så hun allerede dér er klar til at tage i stalden efter en lang dag i skole.
- Det er vigtigt at prioritere sin tid f.eks. ved at lave et skema, så du får overblik over din tid. På den måde kan du nemlig gå ind og prioritere, var Niels’ ord, ift. at få planlagt sin tid og finde ud af hvornår, man har tid til hvad. Få planlagt dine træninger, tænk over og beslut dig for hvad dit mål med dagens træning er – skal hesten stå stille, når du stiger op? Og så huskede Niels os på at evaluere os selv:
- Afrund din træning. Afrund din dag – kom du i mål?
En vigtigt pointe i dagens foredrag var at få skrevet sine mål ned, så man kan se hvad der fungerer, og man kan anerkende den positive udvikling. Er du måske rykket en ”tak” op? Når du kan se, hvad der fungerer ift. at opnå dine mål, så stiger rideglæden også!
Specielt Sara Holm der deltog i workshoppen, og som har som mål at ville ind på berideruddannelsen, tog noget med hjem fra dagens foredrag. Hun vil blive bedre til at lægge en plan for sin udvikling, evaluere sig selv, samt at blive mere specifik i sin træningsplanlægning; måske træne to ting i stedet for bare at sætte sig op uden rigtigt at have styr på hvad, dagens træning skal gå ud på.