Marie Helene Rigård Rohleder
En ny spørgeskemaundersøgelse foretaget af lektor Eva Gleerup ved Erhvervsakademi Aarhus har forsøgt at kortlægge, hvor meget danske hesteejere rent faktisk ved om fodring.
Læs hele undersøgelsen "Er havre davre?" her.
Undersøgelsen viser, at 44 procent af danske hestefolk planlægger deres hests foderration ud fra egne erfaringer. 37 procent læner sig op ad foderfirmaernes anvisninger og 10 procent benytter et foderoptimeringsprogram, som eksempelvis PC Horse.
Langt størstedelen af danske hesteejere giver deres hest kraftfoder, og her er der især konkurrenceheste som får tildelt meget kraftfoder. Undersøgelsen viser, at 46 procent af de heste, som konkurrerer på eliteniveau fra mere end tre kilo kraftfoder om dagen. Det er over den anbefalede mængde kraftfoder.
Kraftfoder bruges til at supplere hestens grovfoder (eksempelvis hø og wrap), og kraftfoderet kan eksempelvis indeholde korn, roepiller, olie og sojaskrå.
Når det kommer til tildelingen af kraftfoder så skriver undersøgelsen, at fordi heste har svært ved at nedbryde store mængder stivelse i deres tyndtarm, så er retningslinjen for kraftfoder 0,4 kilo pr. 100 kg. kropsvægt pr. måltid. Det svarer til, at en varmblodshest på 550 kg maksimalt må tildeles 2,2 kg kraftfoder pr. måltid. Maksimalt 3 kg kraftoder om dagen af hensyn til stivelsesindholdet i foderes og kapaciteten af hestens mave.
Her er det dog vigtigt at bemærke, at der er stor forskel på indholdet i de forskellige produkter af kraftfoder, og dermed også forskel på stivelsesindhold i kraftfoderet.
Når det kommer til grovfoder er retningslinjerne for fordelingen minimum 1,5 kg tørstof pr. 100 kg hest og gerne mere.
Undersøgelsens data er indsamlet ved hjælp af et spørgeskema bestående af 19 spørgsmål. Spørgeskemaet er sendt ud til respondenterne ved hjælp af faglige nyhedsbreve, online hestemagasiner og sociale medier. Der kom 4.114 svar på spørgeskemaet.
Læs mere om undersøgelsen i Ridehesten februar 2020, hvor Eva Gleerup fremlægger resultaterne. Køb bladet her.
Kilde: "Er havre davre? En afdækning af danske hesteejers viden om fodring af heste" - Erhvervsakademi Aarhus.