Husk købekontrakten!

06-04-2020 21:30

Britt Carlsen

Heldigvis er der fortsat gang i hestehandlen herhjemme. Og selvom vi måske får en ændring af købeloven, så er den altså ikke trådt i kraft endnu. Derfor er det vigtigt, at beskytte køber og sælger ved at bruge en gennemarbejdet købekontrakt, som du gratis kan downloade her på sitet

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Handel med heste har været en udfordring, siden vi fik et EU-forbrugerdirektiv i 2002. Det er uhensigtsmæssigt, når det kommer til handel med levende dyr. Det er især direktivets ufravigelige 2-årige reklamationsperiode ved forbrugerkøb, som volder problemer sammen med den ufravigelige formodningsregel på 6 måneder, som er et udtryk for: opstår der noget med en handlet hest indenfor de første seks måneder, så er det op til sælger at dokumentere, at fejlen/manglen ikke var til stede på handelstidspunktet. Således bliver bevisbyrden omvendt.

– Vi har chancen for at få en rimelig lovramme, fordi EU-Parlamentet har vedtaget, at ”handel med dyr” kan udelades af forbrugerreglerne i medlemslandene. Landbrugs- og hesteorganisationer har lobbyeret for løsningen, og Danmark har støttet ønsket. Købeloven skal ændres, og det, som er vores opgave, er at få de danske politikere i tale og sørge for, at fornuften råder. Vi skal forklare, hvorfor handel med heste skal undtages. Vi har talrige handelssager, og de fleste involverede er tabere. Vi taler med mange, som er involveret i en handelssag, og for mange er resultatet mange søvnløse nætter og bekymringer om økonomien. Og de sikre tabere er hestene, som står ubenyttet hen, mens sagen foregår, forklarede chefkonsulent Jørgen Kold, SEGES Heste på dette års hestekongres.

At hestesektoren vil få nye regler for hestehandel vil have stor betydning fremadrettet, men indtil det sker, er det uhyre vigtigt, at få afstemt forventningerne og lavet en kontraktlig god og fornuftig grundlag for handlen. På den måde får både køber og sælger ro i sindet og kan med tilfredshed glæde sig over handlen. 

En gennemarbejdet købekontrakt og vejledning
Dansk Varmblod og LETT Advokaterne anført af advokat Carsten Lorentzen har  udarbejdet en omfattende købekontrakt, der samtidig følges af en god vejledning til købere/sælgere.

Gennem årene har der været adskillige sager for domstolene rundt omkring i landet. De mange forskellige retssager i forbindelse med handel med heste har dannet grundlag for udarbejdelsen af købekontrakten, der tager højde for så mange forhold som muligt. Formålet er klart at undgå, at der opstår tvister ved handel med heste, eller, såfremt tvisten opstår, at få denne løst så hurtigt som muligt til glæde for begge parter i sagen

Copyright Ridehesten.com
Her på Ridehestens hjemmeside kan man under "salgsheste" gratis downloade en gennemarbejdet købekontrakt.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Eksempler fra kontrakten
I retssager er det ofte følgeudgifterne til hestens opbevaring (opstaldning, smed, dyrlæge mv.) fra reklamationstidspunktet og til der afsiges endelig dom, der gør, at sagerne beløbsmæssigt løber løbsk, og som medfører, at sælger kan risikere at blive dømt til at betale et krav, der langt overstiger købesummen.

Derfor er der i købekontrakten indskrevet et afsnit, som tydeliggør, at sælger har ret til at opstalde hesten og selv betale for opstaldningen indtil sagen er endelig afklaret. Omvendt ønsker køber ikke dette, så kan køber ikke efterfølgende gøre noget krav gældende om betaling af opstaldning, smed, dyrlæge etc. fra sælger.

Mangelfulde oplysninger fra sælgers side, har også givet anledning til retssager, derfor er der i købekontrakten et afsnit som omhandler netop dette, så sælgeren husker at få alle informationer om hestens sundhedstilstand indskrevet i kontrakten. Og samtidig giver sælger køber en fuldmagt til at indhente journaloplysninger på hesten hos sælgers dyrlæge. Ved at være omhyggelig med informationerne til køber kan sælger også lave en ansvarsfraskrivelse. I forbrugerkøb skal en ansvarsfraskrivelse være konkret og afgrænset for at være gyldig. Det vil være en konkret afvejning, hvor grænsen går, men eksempelvis vil ”på baggrund af oplysningerne i punkt 6.2 fraskriver sælger sig ansvaret for højre forbens kode” være gyldig.

Forhold som leveringstidspunkt, hvilke papirer der følger hesten, om det er sælger eller køber der skal betale for handelsundersøgelsen mv. er alt sammen forhold, som har udløst tvister, og det er forhold, som købekontrakten husker sælger og køber på at tage stilling til.
Købekontrakten er dermed et godt redskab, som giver både køber og sælger mulighed for at indgå en handel på et informeret grundlag.

Du kan frit downloade købekontrakten og den gode vejledning HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner