Hunting-klasse i Bernstorffsparken

11-04-2025 18:13

Sporstrideklubben er garant for fede stævner, og det bliver bestemt ingen undtagelse, når de fra den 15.-18. maj afholder landsstævne i springning for både hest og pony. Som noget helt nyt afholdes der fredag en hunting-klasse, hvor både ridebane- og terrænspring er på programmet

Copyright Ridehesten.com
Som noget helt nyt arrangerer Sportsrideklubben nu en hunting-klasse til deres landsstævne i springning fra den 15.-18. maj. Her ses Michelle Jepsen og Grønskovlund's Comet. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Sportsrideklubben åbner op for deres fantastiske faciliteter i weekenden den 15.-18. maj, hvor de afholder landsstævne i springning for både hest og pony. Foruden et forrygende landsstævne, der afvikles i ikoniske Bernstorffsparken, har Sportsrideklubben igangsat et helt nyt initiativ, nemlig en hunting-klasse

Hunting-klassen afvikles fredag den 16. maj og bliver afviklet efter samme form, som man kender den fra Falsterbo Horseshow. Det er en særdeles erfaren herre, der står for banen, nemlig Christian Struck, der er tidligere holdkaptajn for seniorlandsholdet i military. Derudover er Christian international teknisk delegeret og national A-banedesigner, og har blandt andet designet banerne til flere store militarystævner og -mesterskaber herhjemme, så banen bliver helt sikkert en spændende og gennemarbejdet en af slagsen. 

Sportsrideklubbens hunting-klasse består af 3-5 spring (natur og/eller bomspring) på græsbanen i Bernstorffsparken, hvorefter rytterne rider ud på en terrænbane på cirka 450 meter med 6-8 terrænspring. Herefter skal rytterne igen ind i Bernstorffsparken, hvor banen så afsluttes med 4-5 spring (natur og/eller bomspring). 

Copyright Ridehesten.com
Stævnet afholdes i ikoniske Bernstorffsparken. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Konkurrencen afvikles på CCI1*-niveau og bedømmes efter metode C - også kaldet jagtspringning og tempo 400 m/min. I en metode C bliver fejlene omregnet til strafsekunder og tillægges tiden. Placeringsrækkefølgen bestemmes da efter laveste tid, og den der klarer sig hurtigst igennem banen, er altså vinder af klassen. 

For at kunne deltage i hunting-klassen kræver det, at rytteren og hesten enten sammen eller hver for sig skal have gennemført LB i springning eller CNC100 i military. Rytterne rider om særdeles flotte ærespræmier, hvor der blandt andet er æresdækkener, rosetter og flotte doteringer på 3000 kroner til vinderen, 2000 kroner til andenpladsen og 1000 kroner til tredjepladsen. 

Foruden hunting-klassen går der fra fredag til søndag springklasser lige fra LB1* 105 cm for heste til S1* 145 cm for heste. Der er også flere ponyklasser, hvor klasserne starter fra LB1* og helt op til S1*. Med andre ord, er der altså noget for enhver smag, når Sportsrideklubben endnu en gang åbner dørene til et fantastisk arrangement. 

Copyright Ridehesten.com
Der er både heste- og ponyklasser til stævnet. Her ses Thilde Holm på Karlshøjgård's Monique. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Tilmeld dig stævnet her. 

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen