Hubertusjagt i Dyrehaven

25-10-2013 06:57

160 jagtryttere starter søndag den 3. november 2013 kl. 10.00 ved Peter Lieps Hus – og markerer starten på årets traditionsrige Hubertusjagt i Dyrehaven

Copyright Ridehesten.com

Siden Sportsrideklubbens stiftelse i år 1900 er der hver den første søndag i november blevet redet Hubertusjagt i Dyrehaven. Denne begivenhed har igennem årene udviklet sig til en traditionsrig skovtur for op imod 40.000 tilskuere, som mødes med familie og venner til en spænende dag i den smukke efterårsskov. Mange tilskuere oplever rytterne i flotte og dramatiske udspring over grøfter, lange svæv i luften på dybe landinger og ikke mindst udspringet i Magasindammen. Ved den sorte dam er tilskuernes forventninger, at en eller flere ryttere må tage sig en dukkert i det kolde mudrede vand. I år er der lidt mindre vand i den ”uhyggelige” dam, som er frygtet af alle rytterne. Også ruten rundt i skoven er i år en ekstra udfordring, da flere af springene er helt nye store træstammer. Enkelte dele af ruten er omlagt for at finde så optimale forhold som muligt for hestene.

For jagtrytterne er Hubertusjagten afslutningen på en sæson, som er startet i begyndelsen af april med jagter i Dyrehaven, i de sjællandske skove og godser, samt tre jagter i Tyskland i september måned, i alt 24 jagter. Som noget helt specielt blev der i år redet en hundejagt på Møn den 7-9-13! Jagt med hunde, som følger et udlagt spor, er ikke blevet redet i rigtig mange år i Danmark. Det var en fantastisk oplevelse for heste, ryttere og publikum at ride i det smukke landskab efter 29 hunde, som var kommet til Møn fra Tyskland – læs mere i magasinet Ridehestens oktobernummer.

Hver jagt er en del af kvalificeringen til at måtte ride det afsluttende opløb på Hubertusjagten. Hvor det er de 30 heste og 15 ponyer, som i løbet af sæsonen har kvalificeret sig til at måtte ride det 800 m for heste og 600 m for ponyer lange væddeløb, som afgør hvem der bliver årets Hubertusvindere.

Favoritter
I år deltager fuldblodshestene ikke i opløbet, så vinderen af årets opløb er meget åbent, med 8-10 mulige vindere. Alt kan stadig ske, hvem rammer formen på dagen og inden, skal jagten på Ledreborg søndag den 27. oktober fuldføres for at blive endelig kvalificeret. På dagen skal selve Hubertusjagten også gennemføres, først derefter må de kvalificerede ryttere ride opløbet.

Præmieoverrækkelse
Når de hurtigste ryttere har passeret målstregen, er der præmieoverrækkelse på Eremitageslottets trappe. Her modtager Hubertusvinderen Prins Henriks ærespræmie, samt Sportsrideklubbens æresdækken. I år er det Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte der overrækker ærespræmien og lykønsker de øvrige placerede ryttere. Hubertuskæden overrækkes på trappen til den vindende ponyrytter, af sidste års vinder. Vinderen af hesteopløbet får kæden overrakt søndag aften ved en gallafest på Sølyst.

Rytterne
Søndagen før Hubertusjagten, bliver det på årets næstsidste jagt på Ledreborg Slot offentliggjort, hvem der er kvalificerede til at ride med i Hubertusjagtens opløb. Udvælgelsen foregår således, at de 30 ryttere, der har fuldført flest jagter i årets løb, og i øvrigt gennem flere sæsoner har deltaget i mindst 50 af Sportsrideklubbens jagter, kan være med i opløbet.
I selve Hubertusjagten deltager ca. 130 voksne ryttere og ca. 30 ponyryttere.
Fuldblodshestene må ikke deltage i opløbet i år. Fuldblodsheste (galopheste) er normalt de heste som har størst vinderchance, derfor må de kun deltage hvert andet år.
I ponyfeltet er det de 15 ryttere der har fuldført flest jagter gennem året der må ride opløbet.
I år vil der endvidere deltage ryttere fra Fyns Jagtrideklub, Jydsk Jagtrideklub, Storstrøms Jagtrideklub, Roskilde Jagtrideklub og Tysk Jagtrideklub.

Tilskuerne
På Hubertusdagen er der sædvanligvis mange tusinde mennesker i Dyrehaven, og mange stiller allerede op fra morgenstunden for at sikre sig en god plads. Jagthornsblæsere varmer publikum op ved Peter Lieps Hus, hvor man kan se alle rytterne samles. Det mest populære tilskuer-sted er ved Magasindammen, hvor rytterne springer direkte ud i dammen. Der er også mange tilskuere ved Ulvedalene, Sandskredet, Punkt 33 og selvfølgelig ved Eremitageslottet, hvor opløbet og præmieoverrækkelsen finder sted.
Ved alle de røde låger ind til Dyrehaven uddeles en folder som viser ruten, tidsplan og fortæller lidt om baggrunden for Hubertusjagten, samt hvem der rider officials.

Jagten
Starten på jagten går fra Peter Lieps Hus kl. 10.00, efter at master har præsenteret officials og givet feltet instruktioner om jagtens forløb. Herefter rider feltet igennem bl.a. Ulvedalene og Sandskredet, der begge har forhindringer med dyb landing, og 1. etape slutter ved Eremitageslottet ca. kl. 10.50. Efter en pause på ca. 15 minutter fortsætter jagten, og ved slutningen af 2. etape kommer rytterne til det spændende udspring i Magasindammen (forhindring nr. 30).
Jagten er 11 km lang og undervejs skal der passeres 33 forhindringer. Selve jagten slutter igen ved Eremitageslottet, og opløbsrytterne rider derefter mod Hjortekær til den gamle galopbane, hvor væddeløbet starter.
Ruten og forhindringernes placering kan ses på www.hubertusjagt.dk.

Hubertusvinderen
Hubertusvinderen bliver fejret ved en stor Hubertusfest på Den Kongelige Skydebane, Sølyst i Klampenborg, om aftenen, hvor sidste års vinder Regitze Halkier må aflevere kæden, og dette års vinder ved en traditionsrig ceremoni får overrakt Hubertuskæden. Kæden bærer samtlige Hubertusvinderes navne og årstal for deres sejr.
Ponyvinderen får overrakt sin kæde af sidste års vinder på trappen til Eremitageslottet lige efter opløbet, ponyrytterne har deres egen fest på et senere tidspunkt.

Officials
Det er Sportsrideklubbens jagtledelse, der tilrettelægger jagten og rider official-posterne.
Ræve i år er Chris Winther og Henrik Friis, master er Mette Kaufmann og sidemaster er May-Britt Kattrup og Erik Laub, bagmaster Michæl Jordan. Ponymaster er Katja Andersen, med Lars Folkmann som bagmaster.

Kilde: Pressemeddelelse

Se mere her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner