Hubertus for 120. gang

02-11-2025 17:44

Maria Lerche Mortensen

Hubertusjagten samlede tusindvis af tilskuere til fart, fest og tradition i Dyrehaven, hvor storfavoritten tog sejren.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Traditionen tro blev Hubertusjagten i dag afholdt den første søndag i november. En stemningsfuld dag, hvor hesteinteresserede, royalister, byboere og alle andre, der har lyst, følger feltet af ryttere i røde jakker ride igennem den efterårsklædte Dyrehave, som også findes på UNESCOs liste over verdensarv.

Rytterne blev sendt afsted kl. 10.00 fra Peter Lieps Hus. Første etape bød på publikumsfavoritter som Ulvedalene og udspringet ved Sandskredet, inden den sluttede foran Eremitageslottet. Feltet blev tidligt forsinkede på grund af en løssluppen hest fra et følgefelt, som feltet indfangede. Ingen heste eller ryttere fra jagten er kommet til skade.

Anden etape indeholdt den ikoniske forhindring, Magasindammen, hvor publikum håber at se en rytter eller to blive våde. I år blev det til en enkelt afsidning som følge af en refusering. Rytteren blev ikke våd, men fik en hestesko og kom atter op på hesten, beroligede og roste den, så hesten alligevel kom igennem vandet og fik en god oplevelse.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Til sidst var det tid til opløbet. I år var det såkaldt fuldblodsår - det er nemlig kun hvert andet år, at fuldblodsheste må deltage i opløbet. Der var kun en enkelt fuldblodshest, og Bronx Carlras XX med Sofie Øhrstrøm i sadlen var således storfavorit til at vinde. De krydsede da også målstregen som de første, foran Ylva Winsborg på Dionysos, der for femte år i træk måtte nøjes med 2. pladsen. Nummer tre blev Nini Gufler på Lewis og den fjerde kvinde over målstregen blev Marie Askholm på Katho Dream. Næstsidst blev Frederik Fogh og Ibbermand.

For ponyfeltet blev vinderen Jade Schlichting med Sisu. Hun blev efterfulgt af Maise Broge Nilsen på Kirkelys Komet og Emmelie Grønbech på Ozzie, Næstsidst blev Anja Pihl Sørensen med Ditte.

 Læs mere om Hubertus jagt her.

 

Følg med her på siden, hvor billederne vil være online i starten af ugen, og læs meget mere om ekvipagerne i Magasinet Ridehesten.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen