Maria Lerche Mortensen
De første 2-års springhopper var klar kl. 8.00 i morges, da de skulle mønstres på hård bund foran dommerene i Ringsted Rideklub, der idag lagde faciliteter til hoppekåringen i det dejlige vejr. Kåringskommissionen bestod af Signe Weise, Else Libach og Vicky Nortvig. Dagens eksterne gangartsdommer var Laura Juul, imens Johnny Hansen tog sig af rollen som løsspringningsdommer. De to testryttere var i dag Lotte Staarup og Bruno Nielsen.
I alt var fire 2-års hopper meldt til kåring, og af disse blev tre kåret i DH med karakteren 8, imens de to bedste også fik en billet til Eliteskuet. Forrest gik katalog nr. 651, CC Cirkeline e. Cantolar/ Cosmeo, ejet af Per og Lisa Andersen, Klippinge og født hos Carsten Carstensen, Rødekro. Den anden billet til Eliteskuet gik til katalog nr. 654, Pretty Pi’que De’Luxe e. Party Dance/ Come back II, ejet og opdrættet af Elmo og Andersen, Sakskøbing.
Alle de seks fremviste 3-års springhopper blev kåret i DH, dog satte stutteri Ask sig klart på topplaceringerne, idet både nr. 1, 2 og 3 var ejet og opdrættet af stutteri Ask og fremvist af Betina Møller Jensen. Forrest gik Tatiana Ask, katalog nr. 660, der blev kåret med 9 i karakter. Hoppen er efter Ci Ci Senjor Ask/ Cayado, herefter fulgte katalog nr. 661, Venice Ask e. Favorit Ask/ Larimar, der fik karakteren 8,5. Med 8,0 fulgte halvsøsteren, katalog nr. 662, Holly Ask e. Favorit Ask/ Kannan. Endnu et Favorit-afkom bliver også sendt afsted til eliteskuet, idet katalog nr. 663, French Love Hillock e. Favorit Ask/ Contendro I avlet og ejet af Stutteri Hillock v/Trine Hermansen, Farum, redet af Michala Carlson også blev kåret med 8 i helhed.
Iblandt de fremviste dressurhopper blev tre 3-års hopper kåret i DH med 8 i karakter, imens to ældre hopper ligeledes blev kåret i DH med karakteren 8. På fløjen i 3-års-holdet og videre til Eliteskuet gik katalog nr. 677, Giselle De Lux e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Schufro, opdrættet af Christian Nygaard Hansen og Nikolaj Hansen, Næstved, ejet af Lonnie Nordstedt, Sorø og fremvist af Jan Møller Christensen fra Noagård.