2-årig DV-hoppe udtaget ved Thy Dyrskue

10-06-2013 13:39
Avl

Ved Thy Dyrskue i weekenden blev der fremvist en samling flotte 2-års hopper, hvoraf én blev udtaget til Dansk Varmblods eliteskue

Otte 2-års kvalitetshopper var til bedømmelse ved dyrskuet, beretter DV-dommer Poul Graugaard og fortæller, at hoppen Zarina e. Blue Hors Zack / Fernando (opdr. Stutteri Hove v/ Gitte Søgaard og Poul Hove) skilte sig ud blandt hopperne med 23 point og ærespræmie, idet hun som den eneste blev udtaget til Dansk Varmblods Eliteskue. Hun blev samtidig skuets bedste hoppe ved åben votering blandt dommerne.

I afdelingen for 3-årige hopper var der 24 point til hoppen Sparta e. Sir Donnerhall I / Weltmeyer fra Brian Grønkjær Bæk, Thisted. Denne hannoveranerhoppe er af særdeles flot type og med udsædvanligt gode og smidige gangarter, som var stærkt medvirkende til udmærkelsen med de 24 point. Det bliver meget spændende at gense hoppen, som i øvrigt er ifolet ved Blue Hors Zatchmo, under rytter ved Dansk Varmblods sadelkåring på Vilhelmsborg i august.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner