Britt Carlsen
Det er tidlig morgen i pressecenteret i Deodoro, ved OL i Brasilien. Der er ikke mange fotografer og journalister, som er mødt tidligt ind i dag. Det er sidste arbejdsdag på ridestadion, og efter to en halv uges benhårdt arbejde, er alle ved at være lidt møre. Fotograferne specielt, for vi har arbejdet ude i bagende sol i middagsheden i temperaturer, som den sidste uge har sneget sig op mod de 40 grader. Nu har vi i godt to uger arbejdet, og svedt, i vores fotovest, så der skal noget Rexona til - vi lugter ikke af roser! Heldigvis er det fælles for alle.
Sikkerheden har været meget opprioriteret her siden de forskellige "hændelser" i sidste uge, og i starten af denne, hvor en soldat på job ved ridestadion blev skudt i den nærliggende favela. I praksis betyder det to sikkerhedstjek, hvor jeg skal knokle min fotokuffert, der blev indvejet til 20 kg, op i bussen, ud af bussen, op på et bord til gennemrodning, ned af bordet, op på båndet til røntgenundersøgelse, ned ad bordet, over en måtte med desinfektion, for så endelig at kunne rulle den ind i pressecenteret. Jeg har fået masser af motion, og det var da også tiltrængt.
Omvendt så er jeg blev overstukket af myg, selvom der bliver sprøjtet for de bæster, både hvor vi bor og på stævnepladsen, så er de alle vegne. Jeg er sikker på jeg har behov for en blodtransfusion, når jeg kommer hjem, men mine venner mener en hyggelig aften med masser af rødvin kan afhjælpe det problem. Det lyder også væsentlig bedre i mine øre.
Alle små fortrædeligheder som koldt vand i bruseren og stoppede toiletter, og tre uger, hvor menuen har været: kylling, blegner fuldstændig i forhold til den store oplevelse der har været, at følge sporten tæt på her ved OL. Og det har været sport på et meget højt niveau. Det er marginaler som har afgjort medaljerne, og kvaliteten af den ridning og de heste vi har set, er helt overvældende.
Det har været specielt at se Valegro, formodentlig i mesterskabskonkurrence for sidste gang. Han var ikke helt, den hest han var, for fire år siden i London (vi er jo alle blevet 4 år ældre), men alligevel så kan Valegro og Charlotte Dujardin noget, som igen af konkurrenterne ved dette OL kunne matche. Et samspil og en sikkerhed og med høj kvalitet i enkeltøvelserne, der udløser adskillige 10-taller. Naturligvis kan man altid finde noget, man kan pege fingre af. Det kan man hos alle, selv hos verdens bedste, men hvorfor hele tiden have det negative fokus? Hvorfor ikke glæde sig over alt de gode, som OL ekvipagerne også viser? Vejen til OL er lang, og for de fleste ryttere et uopnåeligt mål.
At komme hertil, og som de danske dressurryttere at nå en finale, i det selskab - hatten af for det. Jeg glæder mig over, de har fået deres drøm til at gå i opfyldelse, og over at dansk dressurridning endnu engang er med helt fremme.
I morgen venter 24 timers rejse tilbage til Danmark. Magasinet Ridehesten bliver sendt til trykkeriet på torsdag, så jeg ved godt, hvad jeg skal lave i næste uge, og så ses vi vel til Dansk Varmblods Eliteskue næste weekend?
