Maja Golles
Sidste weekend skete der overgreb på to fritgående hopper på en mark ved Løgstørvej nær Aars. Ejeren oplevede, at hestene virkede forstyrrede, og en dyrlæge kunne bekræfte den ubehagelige mistanke: Nogen havde ført et stumpt redskab ind bagtil. Den ene hoppe har i løbet af ugen været udsat for samme type overgreb igen. - Vi vil gøre mere for at koordinere vores indsats med politiet i Hobro. Det er der og her, det mest er sket, siger vagthavende hos Løgstør Politi fredag formiddag. Det er på 4H-gården ved Løgstørvej, at de to omgange af mishandlinger er foregået. Midt i juli var der et lignende overgreb i landsbyen Døstrup nær Hobro. Her har Dyrenes Beskyttelse udsat en dusør på 10.000 kr. til oplysninger, der kan opklare skændingen. - Heste lider frygteligt under den type mishandling, fastslår Jens Svenningsen, dyrlæge og dyreværnsinspektør i Dyrenes Beskyttelse. Politiet i Løgstør vil nu skærpe indsatsen for at komme dyremishandlingen til livs, og de modtager gerne henvendelser, hvis man har spor i sagen. Kilde: Nordjyske