Hestemedicin forbydes som narko

07-02-2008 08:32

Maja Golles

De euforiserende stoffer ketamin og methylon forbydes med virkning fra i morgen og må fremover kun bruges i medicinsk eller videnskabeligt øjemed.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) har truffet beslutningen om, at hestemedicinen forbydes som narko på baggrund af en indstilling fra Sundhedsstyrelsen. Baggrunden er, at det indebærer en alvorlig sundhedsrisiko at bruge stofferne, oplyser Sundhedsministeriet. Ketamin bruges som bedøvelsesmedikament til heste og andre større dyr, men er begyndt at brede sig som rusmiddel blandt unge i party- og misbrugsmiljøet, der ganske lovligt kunne indtage stoffet, da det ikke var forbudt. Det hedder sig, at det var indtag af en form for hestemedicin, der gjorde, at Britney Spears i januar måtte indlægges. - Man er virkelig ude på tynd is, hvis man leger med det her. Det kan være livsfarligt, advarede misbrugskonsulent Steen Bach fra Esbjerg dengang. Flere er da også blevet indlagt med alvorlige tegn på forgiftning efter at have indtaget det hvide stof. Og det har altså nu fået sundhedsministeren til at tage affære. - De to stoffer giver en alvorlig sundhedsmæssig risiko – både for den, der bruger dem og for omgivelserne. Når vi opdager, at den slags stoffer pludselig får fodfæste på dansk grund, skal de selvfølgelig omgående forbydes, siger Jakob Axel Nielsen. Ketamin kan ifølge Sundhedsstyrelsen forårsage psykiske komplikationer og alvorlige forgiftninger. Det samme gælder for methylon, der desuden gør folk voldelige. Kilde: JydskeVestkysten

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner