Annika Knudsen Lorentsen
Eleverne er tilbage på TronsøSkolen og det fortæller Toni Hessner, som er forstander på skolen, at de er rigtig glade for.
– Vi er rigtig glade for, at eleverne er tilbage, også selvom der er stramme retningslinjer fra sundhedsstyrelsen der skal efterleves. Nu er det jo ikke så svært at efterleve afstandskriteriet på 1 meter som rytter, her har vi jo i forvejen et forsigtighedsprincip der bygger på sikker omgang, og i forhold til at gøre rent, så er hestepiger jo vant til at skrubbe og skure på deres kæreste eje, så de står skarpe både til hverdag og stævne, fortæller Toni og fortsætter:
– I stalden har vi fået opstillet flere håndvaske, alle går med handsker og de flader som flere berører, bliver rengjort flere gange om dagen.
Eleverne på hestelinjen har haft en fordel sammenlignet med eleverne på de andre linjer, fordi de under hjemsendelsen har haft deres heste med hjem, mener Toni. Nu er alle eleverne tilbage, og det gælder om, at få det bedste ud af de sidste uger for eleverne på alle linjer.
– Nu skal vi have tilrettelagt de sidste 5-6 uger så alle kommer herfra med en rigtig god oplevelse, og her er eleverne godt stillet, da de sidste uger bliver med et højt fokus på de praktiske fag. Det skyldes tildels, at eleverne er godt med i de boglige fag, fordi de har modtaget fjernundervisning under hjemsendelsen, og samtidig har den praktiske undervisning været forsømt, fortæller Toni og fortsætter:
– Så selvom vi ikke kan afvikle stævner, eller køre til stævner, så kan vi jo sagtens i undervisnings øjemed, træne både programridning i dressur og banetræning i springning. Så med andre ord bliver der fuld knald på de sidste ugers rideundervisning.
Det er igen muligt at booke en rundvisning på skolen, hvis man overvejer at blive skrevet ind på skolen. Optaget af nye elever har været lidt stille under corona, men Toni forventer, at de få pladser der er tilbage på skolen, snart vil være væk.