Camilla Tiefensee Schrøder
Som sidste rytter på banen i omspringningen bevarede Henrik von Eckermann det kølige overblik og styrede hoppen Mary Lou sikkert til sejr i den tolvte World Cup-kvalifikation på RAI Arena i den hollandske hovedstad.
– Jeg vidste, det var alt eller intet! Når du er sidste rytter på banen, er du nødt til at tro på, at du kan gøre det - hvis der er den mindste tvivl, kommer det aldrig til at gå, udtalte den 37-årige svensker, som slog schweiziske Pius Schwizer med over et halvt sekund og skubbede tyske Daniel Deusser ned på tredjepladsen.
Se resultatlisten
Von Eckermann satte af sted i et højt tempo, og den 13-årige hoppe, som har skaffet ham en plads på podiet ved de sidste to Longines-finaler, gav alt, hvad hun havde i sig. Han giver Mary-Lou en stor del af æren for sin sportslige succes.
– Jeg har haft mange gode heste i tidens løb, inklusiv Gotha, men hun Mary Lou er den, der har vundet mest for mig, og jeg er så taknemmelig for, at hendes ejer, Mr. Tovek, har givet mig muligheden for at ride en hest som hende, udtalte verdens nummer otte til FEI efter sejren i går aftes.
Ud over at have båret ham til en tredjeplads ved to World Cup-finaler, var Mary Lou også hesten, der var med til at sikre hold-sølv til Sverige ved WEG i september sidste år.
Efter søndagens sejr er Henrik von Eckermann nu rykket fra en 19.-plads til en syvendeplads i den vesteuropæiske ligas kvalifikation og er klar til finale på hjemmebane i Göteborg den 3. april. Sidste kvalifikation inden finalen er i Bordeaux om to uger.