Hans H. er imod demonstrationerne

07-08-2023 09:40

Redaktionen

Senere i dag mødes mange professionelle til demonstration på vejene udenfor Viegård Stutteri, men nogle professionelle mener ikke, at det er vejen frem. Det inkluderer blandt andet Hans H. Kristiansen, som mener, at myndighederne har brug for ro til at udføre deres arbejde

Copyright Ridehesten.com
Hans H. Kristiansen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Demonstrationerne hos Viegård Stutteri fortsætter, og senere i dag er det de professionelle hestefolk der samles i deres lastbiler, for at køre kortegekørsel på vejene udenfor stutteriet. 

Denne lovligt anmeldte demonstration er ment som et opråb til myndighederne, ligesom det er for at vise, at de professionelle tager afstand fra al misrøgt af heste. Læs mere om demonstrationen her.

En af de professionelle hestefolk, der ikke vælger at deltage i demonstrationen i dag er Hans H. Kristiansen, og han fortæller følgende om sit valg:

John Byrialsen har fået flere uanmeldte besøg fra forskellige myndigheder, og så må vi stole på, at der bliver grebet korrekt ind. Jeg vil ikke dømme ud fra fotos, der ikke indeholder metadata, der beviser deres ægthed. Selvfølgelig er det sørgeligt, at alt falder fra hinanden og der ikke er optimale vilkår hos John, men myndighederne skal have lov at udføre deres arbejde, udtaler han og fortsætter: 

– Jeg tror kun situationen forværres ved civil ulydighed og indblanding. Jeg forstår godt, ud fra de udokumenterede fotos, at folk er chorkerede, og jeg tager selv afstand til vanrøgt af dyr, men jeg tror på, at retsstaten Danmark tager hånd om eventuelle overgreb.

Copyright Ridehesten.com
Hans H. Kristiansen er tidligere professionel rytter, og i dag bruger han en stor del af sin tid på at undervise. Foto: Ridehesten.com

De mange demonstrationer er  sket som følge af en række billeder, som en tidligere medarbejder hos Viegård Stutteri delte. På billederne ser man heste i meget dårlig tilstand, og det har fået mange hestefolk, fritidshestefolk såvel som professionelle, til at blande sig. Politiet har blandt andet udtalt, at de har nogle procedurer, de skal følge i en sådan sag, men at de flere gange har været på uanmeldt besøg hos stutteriet. En politimedarbejder har eksempelvis udtalt følgende til TV MIDTVEST den 15. juli:

– Der er ikke grundlag for hverken at fjerne hesten endsige lade nogle af dem aflive, udtaler Peter Søndergaard, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg, i udsendelsen.

Se det fulde klip fra TV MIDTVEST om en af de tidligere demonstrationer her. Politiet har tidligere meldt ud, at de undersøger sagen. Ridehesten følger sagen, og følger op på myndighedernes arbejde løbende. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner