Anna Pørtner
Følauktion Jylland satte lørdag aften den 14. september 46 føl under hammeren. Inden da var der fællesspisning for 450 glade gæster. Det er de tre jyske regioner 4, 5 og 6 som samarbejder om at afvikle auktionen. Igen i år var det Vestbirk Ridecenter, som var vært for den velarrangerede auktion.
Det var auktionarius Peter Lund, som svang auktionshammeren over de udbudte føl, og sammen med Ulrik Kristensen fra Auktionsudvalget, som præsenterede føllene for gæsterne i hallen og de mulige købere, fik de skabt en god stemning i hallen.
Følauktion Jylland giver følejere en mulighed for at præsentere deres føl for mulige købere, og auktionen var ventet med spænding både af arrangørerne og følejerne. Markedet for følsalg har i år vist sig at være lidt udfordret af den generelle afmatning, men auktionarius gjorde et fantastisk job, og der var købere i salen, som ville have føl med hjem. Det betød, at 59% af de udbudte føl blev solgt til en pris sælger accepterede og til en gennemsnitspris på godt 31.000 kr.
– Det var yderst tilfredsstillende, set i lyset af markedsvilkårene, udtaler Ulrik Kristensen.
Det dyreste dressurføl gik til Barnow Dressage for 66.000 kr. – et hoppeføl Skovdals Z.A opdrættet af Bjarne Juel Skovdal og efter Blue Hors Bonfilio/Blue Hors Zack trukket på Tove og Ove Møller Nørgaards præstationsstærke hoppestamme.
Dyreste springføl blev et hoppeføl fra Jeanette Revsbech – My Chance efter Mylord Carthago/Casall solgt til Frandsbjerg Horses for 71.000 kr.