Thomas Bach Jensen
UVM i military for 6- og 7-års heste afholdes hvert år i Le Lion d’Angers i Frankrig i sidste halvdel af oktober. I år deltog Danmark med fire ekvipager fordelt på tre 6-års heste og en 7-års hest.
I 6-års feltet på 50 ekvipager lagde den erfarne Peter T. Flarup godt ud med en hest af eget eget opdræt, H. Carald Z e. Herald/ Solos Landtinus, der er trukket på hoppen Calista E e. Solos Landtinus/ Lagano (opdr. Eva Søndergaard), som Peter red UVM på i 2008. I dressuren fik Peter og Carald 30,7 strafpoint og landende en 17. plads. På terrænbanen var de fejlfri og kom i mål indenfor tilladt tid, men så kom der et par nedslag i ridebanespringningen, så med 8 fejl sluttede ekvipagen hæderligt som nr. 20 i årgangen.
Hanne Wind Ramsgaard, der efterhånden også er ved at have noget international erfaring under vesten og har redet adskillige UVM'er i Lion, blev med sin hollandske hoppe Linn e. Etoulon VDL/ Arezzo VDL nr. 47 i dressuren med 36,6 strafpoint. Til gengæld var de fejlfrie i terrænet men med 4,0 strafpoint for tid, og som eneste danske ekvipage har var de helt fejlfri i ridebanespringning og red sig dermed op på en 22. plads.
Med sin hjemmeavlede holstener J-Heraldika e. Herald/ Quite Capitol blev Tobias Jørgensen nr. 27 i dressur med 32,4 strafpoint. Også han var fejlfri på forhindringerne i terrænet, men fik 3,6 strafpoint for tid. Desværre indløb der nogle nedslag og dermed 16 fejl på springbanen, og parret sluttede som nr. 30.
I 7-års klassen red Casper Rasmussen DV-hoppen Chaccadée e. Bøgegårdens Chacco-Lido/ Landjunker (opdr. Lise Ølgod) og blev nr. 24 i dressur med 26,9 strafpoint. Ekvipagen var helt fejlfri i terrænet og avancerede til en 18. plads, og med 4 fejl i ridebanespringning og sluttede de som nr. 23 i 7-års årgangen.