Thomas Bach Jensen
Tusindvis af militaryentusiaster har i dag nydt det franske efterårsvejr i den smukke slotspark i Le Lion d'Angers, hvor FEI/WBFSH's verdensmesterskab for 6- og 7-årige militaryheste afholdes denne weekend med deltagelse af mange af verdens bedste ryttere og deres fremtidige stjerneheste. Med i dommerpanelet er danske Anne-Mette Binder.
Danske Peter Flarup og den 6-årige DV-hest Fascination e. Favorit Ask/Lando (opdr. Jørn-Ove Jørgensen), der i går indtog 17. pladsen efter dressuren, har i dag avanceret til en 15. plads, da ekvipagen var fejlfri indenfor tilladt tid på den 4640 m lange terrænbane.
Fortsat i spidsen blandt de 6-års er hannoveraneren Monkeying Around e. Bertoli W/ Donnerhall redet af engelske Izzy Taylor. Hos de 7-årige er det holsteneren Vitali e. Contender/ Heraldik xx, der har fasthold førerpositionen. Han rides af James Avery fra New Zealand.
I morgen søndag gælder det ridebanespringningen, som kommer til at afgøre konkurrencen.
Følg med på siden HER.