Gang i den på Tougaard

19-11-2022 10:38

Charlotte Kusk Berwald

Hos Rideklubben Tougaard, lige i udkanten af Viborg, ligger de absolut ikke på den lade side. 1. august blev ejendommen solgt til de nye ejere, der har store visioner for klubbens fremtid

Copyright Ridehesten.com
Pernille og Henrik Kudahl samt formand for rideklubben, Anne Stampe Olesen. Foto: Ridehesten.com/Charlotte Berwald
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ikke til at se at her var kvæg indtil i 2004, da stalden blev lavet om til hestestald og ridehallen blev bygget. Nu håber ejerparret Pernille og Henrik Kudahl at kunne skabe en rideklub hvor både de dygtigste og de helt grønne ryttere kan have det godt sammen.

Masser af børn
Med et tidligere job med unge med sociale og fysiske handicaps, er Pernille Kudahl et menneske, der elsker mennesker. Derfor virker det næsten som en naturlov at klubben har fået masser af nye medlemmer og i skrivende stund har over 70 elever tilknyttet til elevskolen.
– Udover elevrytterne er der de mange privatryttere, der også modtager undervisning. Min drøm at at vi en dag kan få et samarbejde op at stå med en berider, der kan drive salg af heste og undervisning på et endnu højere niveau. Det er virkelig inspirerende for de unge ryttere at se hvordan de bedste rider, fortæller Pernille. Da familien og deres sammenbragte fem børn overtog det hele, var der 29 heste. Nu er der 54. Og står det til familien Kudahl, er det bare begyndelsen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Et fælles rum
– Vi prøver at skabe et sted hvor stort set alle vil kunne trives. Her er plads til folk, der rider fjordhest, islænder, pony eller foretrækker en varmblodshest. Vi har fået lavet løsdrift og det har virkelig været populært, vi drømmer om at lave en mere, fortæller Henrik, der også selv drømmer om at komme til at ride mere i fremtiden. Lige nu bruges al fritid på at shine stedet op og virkelig gøre det til deres eget. Henrik arbejder til dagligt som landbrugskundechef ved vækstfonden, Pernille arbejder fuldtids med Tougaard. Begge er uddannede landmænd.
– Vi har fællesspisning hver mandag og er snildt 35-45 mennesker samlet i rytterstuen. Alt fra opstaldere til elevryttere, her skal være plads til alle. Med en stor, fed streg under alle, slutter Pernille.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner