Fuldt hus på Blue Hors - OPDATERET

23-03-2013 21:15
Avl

Gæster fra alle egne af landet - og fra udlandet - drog i dag til åbent hus hos Blue Hors, der bød på fremvisning af avlshingste og afkom

Copyright Ridehesten.com
Dagen stod i hingstenes tegn hos Blue Hors og en af dem, der blev fejret, var 20 år gamle Don Schufro.

Et stort og veloplagt publikum havde trodset vintervejret og fyldte i dag opvisningshallen på Korshøjgård i Randbøl, hvor Blue Hors ApS har hjemme. Her blev der fremvist hingste fra Blue Hors, Stutteri Ask og Kirk Arabians, lige som gæsterne havde mulighed for at kigge sig omkring og blive opdateret på det imponerende ombygningsprojekt, der pt. finder sted hos Blue Hors.

Fremvisningen af hingste fra de tre stutterier blev krydret af en præsentation af afkom i alle aldre. Således var der dejlige føl af Blue Hors Zatchmos første årgang, og fra Blue Hors Olymbrios første følårgang blev der vist lovende 1-års plage, der sammen med 2-års plage af Blue Hors Rockefellers første årgang brændte sig fast på nethinden hos de fleste. Hingste som Blue Hors Hotline og Blue Hors Zack kunne fremvise meget lovende afkom under rytter.

Mens hingstene fra Stutteri Ask demonstrerede deres springkapacitet, blev dressurhingstene fremvist af Blue Hors's dygtige ryttere og mønstrere. En af de hingste, som høstede særlig stor klapsalver, blev vist ved hånd, og det var ingen ringere end elitehingsten Blue Hors Don Schufro, der netop er fyldt 20 år.

Ind imellem fremvisning af de mange hingste og deres afkom fandt Esben Møller og hans team tid til at lykønske intet mindre end 38 avlere, der fik billeder som bevis for og minde om deres særligt bemærkelsesværdige avlsresultater i 2012.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner