Forrygende finaler

26-08-2018 22:31

Maria Lerche Mortensen

Ved stævnet på Sportsrideklubben i Bernstorffsparken er der i dag blevet afholdt meget spændende finaler i childrenrytterenes og ponyrytterenes individuelle danmarksmesterskaber

Nyheden fortsætter efter annoncen

Mesterskaber af sådan en størrelse giver en helt speciel stemning. Jinglerne var gode og satte publikum i den helt rigtige jubelstemning når en fejlfri ekvipage red igennem mål, men generelt var publikum højlydte og kom med udråb hvad enten det var for at ekvipagen havde præsteret godt eller lavet fejl. Men en der bestemt ikke lavede fejl var Lucas Vium med den dejlige hingst Ecum S, der som den eneste childrenekvipage red alle runder fejlfrit, han kunne derfor modtage guldmedaljen og lade sig kåre som den nye DRF-mester for children. Der var ellers spænding lige til det sidste, for indtil sidst i dagens anden runde lå Lucas og Noona Wildfang Linde begge med nul fejl, men 4 fejl afgjorde at Noona fik sølvmedaljen med vallakken Bentley N. Med i alt 5 fejl blev det Celina Fink Aabo der tog bronzemedaljen sammen med hoppen Catwalk Z.

Det næste medaljesæt der skulle uddeles var til kategori 3 ponyerne,  også her blev det en spændende finale. Klassen blev afviklet med et højt niveau og det resulterede i at hele syv ponyer ikke havde opnået en eneste fejl i mesterskabets runder. Således blev der lagt op til en spændende omspringning, hvor vallakken Claughaun Thady fløj overmålstregen med Emmelie Aabech i sadlen efter en fejlfri runde og en tid på 28,71 sek, hvilket sikrede ekvipagen guldet i mesterskabet. Med en tid på 28,88 sek, var Sofie Kjer Gregersen og hoppen Bella den andenhurtigste ekvipage i feltet og kunne derfor modtage sølvet for deres fejlfrie runde. Også fejlfri var Josephine Christian Jacobsen og vallakken Dykebeck Wild Hazel Nut, der med en tid på 29,78 i omspringningen kunne modtage sølvmedaljen.

I mesterskabet for kategori 2 ponyer var spændingen og nervøsiteten også enorm, der var nemlig kun to ekvipager der sammenlagt havde nul fejl, og de måtte derfor ud i en omspringning om sølv og guld, imens to andre ekvipager, der havde 4 fejl med fra tidligere runder måtte i omspringning om bronzen. Clara Savas Olsen og vallakken Flying Ronaldo, gjorde præcis som de havde gjort i de andre runder og leverede deres fjerde fejlfrie runde hvilket sikrede dem mesterkabet. Josephine Christian Jacobsen med vallakken Scarletts Billy the Kid var ellers hurtigere i omspringningen, men 4 fejl gjorde at ekvipagen måtte tage hjem med en flot sølvmedalje. I omspringningen om bronzemedaljen var det Freja Høyer Pedersen og Sabrina Fair der var bedst, idet de leverede en nulrunde, og dermed kunne Freja træde på podiet og modtage bronzemedaljen.

Der skulle ingen nervepirrende ompringninger til for at afgøre kategori 1 ponyernes mesterskab, men alligevel var det spændende da Lærke Isabell Godsk red på banen som sidste rytter, imens det over højtalerne blev annonceret at hun kunne ride med 4 fejl og stadig tage guldet. Publikum holdt vejret imens Lærke red på de sidste spring, og herefter brød mange ud i jubel, med endnu en klar nulrunde var guldet nemlig sikret Lærke og vallakken Kamaro Van Orchid’s. Ingrid Rose Gasmann og hoppen Vales Blue Song opnåede efter to fejlfrie ture i dag et samlet resultat på 8 fejl som indkasserede sølvmedaljen. Med sammenlagt 12 fejl blev det Marie Louise Riisgaard Kemp og Lucky der kørte hjem med den grønne sløjfe og bronzemedaljen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Udover Agria DRF-mesterskaberne har Sportsrideklubben også budt på mange andre klasser og arrangementer. Heriblandt blev der i dag trukket vindere af stævnets lotteri, hvor flotte præmier blev givet væk for at støtte SOS Børnebyerne. Flotte præmier var der også at ride om i Ericssons Rideudstyr Finale, hvor alle tre ponykategorier skulle ride stilspringning. For kategori 3 ponyerne blev det Emilia Rebecca rohde og Tovdal’s Anais Anais der snuppede sejren med en stilkarakter på 9,7 i omspringningen. Andenpladen gik til Augusta Michaela Jungersen og My Captain Jack, der opnåede 9,3 i omspringningen.

For kategori 2 ponyerne var det Silje Frederikke Kristoffersen og Lantau Lah-Di-Dah, der modtog det flotte Kingsland dækken og det flotte stribede æresbånd, efter en stilkarakter på 9,8 i omspringningen. Signe Marie Brünning Conradsen og Neilstown Puffin opnåede også 9,8 i omspringningen, men var 2 sekunder langsommere end Silje. Ind på tredjepladsen kom Camille Hartvig Nielsen på My Diamond der opnåede 9,2.

For kategori 1 ponyerne var det Isabel Vang Hvitved og Misss Bailey der stakafsted med sejren, efter en flot karakter på 9,9 i omspringningen. Med 9,8 var det Sofie Kruhl Jensen og Oakwood Mia, der tog andenpladsen.

Derudover gik to almindelige nationale klasser i morges, her var det Karoline Sloth Kjær og kategori 3 ponyen Clements Catwalk der sejrede i MB2** for kategori 3 og 2 ponyer. I MB2** for kategori 1 ponyerne gik sejren til Mathilde Baaring Kjærgaard med Happy Haze.

Klik her for at se resultatet fra stævnet  

Ridehesten.com har i dag haft en fotograf til stede ved stævnet, billederne vil kunne ses her på siden i den kommende uge!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner