Foreløbig opgørelse fra spørgeskemaundersøgelse

02-12-2010 07:53

Maja Golles

Forskere fra Sveriges Lantbruksuniversitet har lavet en foreløbig opgørelse af svarene fra den store nordiske undersøgelse vedr. gruppehold af heste
Copyright Ridehesten.com
(Foto: Ridehesten.com)

Spørgeskemaundersøgelsen, som tidligere er blevet omtalt her på siden, kunne besvares online i perioden 10. sept.-18. nov. 2010. Skemæt indeholdt en række spørgsmål vedr. praktisk hestehold samt holdninger til gruppehold af heste. Der skal lyde en stor tak til alle, der tog sig tid til at besvare skemæt. 3.229 personer besvarede skemæt, heraf 26% danske, 28 % svenske, 30 % norske og 16% fra Finland. De fleste besvarelser var fra hesteejere med 2-4 heste, og undersøgelsen omfatter totalt ca. 15.000 heste. De danske besvarelser var primært vedrørende Dansk Varmblod, Islandske heste, Ponyer eller Fjordheste, som anvendes til avl (32%), fritidsridning (27%) eller konkurrenceridning (23%). I de danske besvarelser opstaldes 75% af åringerne altid i grupper, mens 40% af de ældre hopper og vallakker holdes i grupper. Kun ca. 5% af hopperne og vallakkerne opholder sig aldrig i grupper med andre heste, mens det gør sig gældende for ca. 22% af hingstene. Ca. 20% af de danske hesteejere gav udtryk for et ønske om at holde heste på en anderledes måde, end de gør i dag. Der var generel enighed om, at gruppehold af heste er positivt for hestens velfærd, mens der kan opstå problemer omkring fodring og introduktion af nye heste i en etableret gruppe. De endelige resultater fra analysen forventes offentliggjort i foråret 2011. Forskerne vil bl.a. analysere for forskelle mellem landene i praktisk hestehold samt holdninger til gruppeopstaldning, ligesom de vil undersøge for raceforskelle.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner