Thomas Bach Jensen
Den 28. februar 1986 kom et mørkebrunt hingsteføl til verden hos Eberhard Schulte-Böcker i Muthagen, Rheinland. Hingsteføllet e. Furioso II-sønnen Fidelio og statspræmiehoppen Raute e. Rheingold/Garamond blev registreret som Rheinländer. Under navnet Florestan stod han ved kåringen i 1988 i Aachen som fløjhingst og vandt året efter materialprøven og som noget helt enestående var han diciplinvinder i både dressur og springning. Moderen Raute var sin årgang årets hoppe og i 1983 fløjhoppe i Bundesskuet Verden og igen i 1986 (med Florestan ved siden) blev hun Bundessiegerstute i Aachen. Altså en absolut klassehoppe. Avlsmæssigt levede den unge Florestan hurtigt op til sin afstamning og blev på kort tid en meget betydelig beskeler med masser af statspræmierede hopper, kårede hingste og eftertragtede rideheste. Blandt hans første store succeser på hingstefronten var Fidermark (f. 1992), der var suveræn materialprøvevinder og Bundeschampion som 4-års. Hingsten gik succesfuldt i sporten og nåede at starte Grand Prix, inden sin alt for tidligere død. Han er blandt andet far til den svenske landsholdshest Favourit og den kendte avlshingst Fidertanz. Dernæst kom Fürst Heinrich på banen efterfulgt af Florencio. Begge hingste opnåede at vinde UVM i Verden (Florencio endda to gange) og begge hingste blev Hauptprämiesiger i Oldenburg. Også Fürst Heinrich afgik i en tidlig alder ved døden, men har produceret et utal af betydelige avls- og rideheste, lige som også Florencio har sat stærke spor i avlen. Den 25-årige avlsmatador Florestan I, en levende legende, har i en årrække figureret i WBFSH's Top 10 over verdens bedste dressurhesteproducenter. Hans afkom har på dressurbanerne forlængst vundet over 10 mio dkk!