Fiontini og Buffini vinder i Del Mar

28-03-2025 15:46

Den 15-årige DV-hoppe Fiontini fortsætter sin imponerende karriere på de internationale dressurbaner. Sammen med sin amerikanske rytter, Anna Buffini, triumferede hoppen ved CDI3* i Del Mar, hvor ekvipagen sikrede sig sejren i både Grand Prix og Grand Prix Kür

Copyright Ridehesten.com
Anna Buffini og Fiontini ved Del Mar CDI3* Grand Prix i 2024. Foto: Grace Waggoner/Incanto Sports Group

Tilbage i 2021 erhvervede den amerikanske dressurrytter, Anna Buffini, sig den tidligere tredobbelte UVM-vinder Fiontini e. Fassbinder/ Blue Hors Romanov (opdr. Henrik Hansen), der efter en periode med skiftende ryttere fik sit faste hjem hos Anna i USA.

I februar 2024 havde parret sin internationale Grand Prix-debut, også i Del Mar i Californien, hvor parret red en flot andenplads hjem. Siden da har parret redet flere flotte resultater, og i weekenden gjorde de det altså igen, hvor de i Grand Prix-klassen opnåede en score på 69%, hvilket sikrede dem sejren foran en række stærke konkurrenter. Søndagens Grand Prix Kür blev en tæt duel, men Buffini og Fiontini fastholdt deres topplacering og sikrede sig sejren med en samlet score på 73,235%. 

Jeg er så glad for Fio i dag. Vi begynder virkelig at finde den harmoni, jeg længe har ønsket mig i vores ridt. Hun er min drømmehest, og jeg glæder mig til fremtiden med hende, udtalte en begejstret Anna Buffini sig til Eurodressage efter sejren. 

Küren blev dog bedømt af et dommerpanel med delte meninger, men Buffini og Fiontini formåede alligevel af holde sig i front. Anna og Fiontinis træner, Günter Seidel, der også deltog i klassen med Equirelle e. Florett As/ Donnerhall, tog andenpladsen med en score på 73,080%, mens canadiske Brittney Simpson på Kartsevo Goldfinch e. Jazz/ Lingh red en ny personlig rekord hjem, og sikrede sig tredjepladsen med 72,010%. 

Copyright Ridehesten.com
Amerikanske Günter Seidel, der træner Anna og Fiontini tog sig af andenpladsen. Foto: Ridehesten.com/ Thomas Bach Jensen

Succesfuld start på karrieren i Danmark
Den nu 15-årige DV-hoppe Fiontini er avlet af afdøde Henrik Hansen, der som bekendt omkom i en ulykke efter en succesfuld uge ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Hoppen gjorde sig bemærket i sine unge år hos Helgstrand Dressage, hvor hun under Severo Jurado Lopez vandt verdensmesterskaberne for ungheste i både 2015, 2016 og 2017. 

Den guldvindende hoppe har dog haft flere forskellige ryttere i sadlen, før hun endte hos Anna. I 2016 købte den dengang 21-årige svenske dressurrytter Beata Söderberg hoppen, mens hun samtidig trænede hos Helgstrand Dressage. I 2018 købte Helgstrand Dressage hoppen tilbage sammen med investoren Martin Julius Klejs Jensen, hvor Severo igen overtog tøjlerne. 

Copyright Ridehesten.com
Fiontini med Severo Jurado Lopez, da de sammen vandt UVM i 2017. Her med avler, Henrik Hansen ved deres side. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

I 2019 fik Fiontini så sin debut i Grand Prix med Severo i sadlen, men parrets samarbejde stoppede allerede igen i 2020, da Severo forlod Helgstrand Dressage. Efterfølgende overtog Andreas Helgstrand den talentfulde hoppe, hvor han forsøgte af kvalificere sig til OL i Tokyo i 2021. 

Ikke længe efter røg tøjlerne tilbage til svensk side, da Patrik Kittel overtog Fiontini og startede stævner i en kort periode frem til, at hun i 2021 blev solgt til Anna Fiontini. Anna udtalte i 2022 til Ridehesten, at de ville prioritere at give hoppen en masse tid, da hun inden for en kort periode havde haft mange forskellige ryttere. Den prioritering har vist sig at give pote, og nu er Anna og Fiontini altså igen med helt i top på den internationale dressurbane. 

Copyright Ridehesten.com
Fiontini og Andreas Helgstrand i Hagen i 2021. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Klassens resultat. 

Kilde: Eurodressage. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner