Femteplads til Peter Flarup

07-10-2018 18:23

I tyske Bad Segeberg avancerede Peter Flarup til en femteplads efter dagens terrænspringning i CIC*

Copyright Ridehesten.com
Peter Flarup. Arkivfoto.

Med undtagelse af vinderen af klassen blev der flyttet noget rundt på placeringerne i resten af klassen efter dagens terrænspringning i Bad Segeberg.
 

Peter Flarup på Timmo e. Timolino/Carlos DZ (opdr. Ole Lehmann) leverede det bedste danske resultat på terrænbanen sammen med Henrik Borgbjerg med Romali e. Romanov/Casino (opdr. Ane Mathilde Strandgaard), da begge red fejlfrit på forhindringerne i terrænet. Begge fik dog også 8,40 fejl for overskridelse af den fejlfrie ridetid. Med et samlet resultat på 71,90 straf endte Henrik dog som anden uplacerede i klassen.

Peter Flarup var med det resultat i terrænet med i top fem, da han efter de tre discipliner havde samlet 41,90 straf. Efter at Marianne Nielsen i går lå på en 2. plads med Pretty Princess e. Romanov/Aage xx (opdr. Leila Nielsen), måtte hun med 26,4 straf i terrænet tage til takke med en 8. plads, efter de sluttede deres samlede resultat på 54,40 straf.

Med et fejlfrit ridt på forhindringerne i terrænet, men 12,80 straf for overskridelse af den fejlfrie ridetid, avancerede Emilie Kærsgaard med Harløsegårds Rosana e. Rubin-Royal/Temple Wind xx (opdr. Per og Birgitte Antoft) til en 10. plads i klassementet. Også Ulrik G. Jensen med Oesin e. Carson Ask/Solos Landtinus blev placeret i klassen, efter at han ligeledes red en fejlfri tur på forhindringerne i terrænet og fik 14,80 tidsfejl. Han endte på en 12. plads og som sidst placerede dansker.

Vinderen af klassen blev tyske Pia Münker på Commitment e. Centendro I/Ginsberg, efterfulgt af landsmanden Nadine Marzhahl med Victoria e. Valention/Earl og endnu en landsmand Marie Füntmann med Butt’s Azahar e. Chico’s Boy/Heraldik xx.

Resultat af klassen kan ses her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner