Annika Knudsen Lorentsen
Vi har tidligere skrevet en nyhed om problematikken der var opstået i forbindelse med en række resultater opnået af ryttere ved en række stævner, som har givet dem en OL-kvalifikation. Læs mere om dette her.
Denne problemstilling er blevet behandlet hos FEI, og det betyder ændringer i hvilke ryttere der har sikret deres nation en plads ved OL i Tokyo.
Mathilda Karlsson mister sin plads
En af konsekvenserne ved annullering af en række resultater ved stævner i Villeneuve-Loubet i december er, at Mathilda Karlsson fra Sri Lanka, som var placeret som nr. 2 på den olympiske rangliste for gruppe G (Sydøst Asien og Oceanien), er rykket ned. Det er hun på baggrund af, at 9 ud af hendes 15 gældende resultater var opnået ved netop disse stævner.
Det betyder også, at Hong Kong's Kenneth Cheng, som var placeret lige bagved Mathilda Karlsson, efter disse rettelser rykker op som nr. 2 og dermed har han vundet pladsen til sit land i denne gruppe.
Tvivl om stævner i Damaskus
Også stævner i Damaskus har vagt tvivl hos mange. Undersøgelsen hos FEI viser at der ikke har været noget brud på reglerne i forhold til flere punkter i undersøgelsen. Dog viste undersøgelsen at tre af stævnerne havde overskredet niveauet for præmiepenge ved et 2* stævne. Som følge af dette, har FEI valgt at fjerne en FEI-klasse fra hver af stævnerne, således at præmiesummen ender indenfor den rette sum.
Dette har ingen indflydelse på den olympiske rangliste for gruppe F (Mellemøsten og Afrika), som bliver toppet af Syriens Ahmad Saber Hamcho og Jordans Ibrahim Hani Bisharat. Dermed har disse to ryttere fortsat sikret deres nationer plads ved OL.
Ændringer i holdpladserne ved OL
Foruden disse undersøgelser i de individuelle ranglister har FEI annonceret at de har ændret i de holdpladser der er blevet uddelt i den olympiske gruppe F ved det olympiske kvalifikationsstævne i Rabat i oktober. Som følge af undersøgelser af to ryttere på Quatars hold, Sheikh Ali Al Thani og Bassem Mohammed er der sket ændringer. Begge ryttere er blevet testet positive for Carboxy-THC (Cannabis), som er forbudt, jævnfør FEI's Anti-Doping Rules for Human Athletes.
Som følge af dette mister Quatar sin plads i holdkonkurrencen ved OL i Tokyo, og det betyder at i stedet Marokko opnår denne plads.
Læs mere om FEI's undersøgelse her.