Farvel og hvil i fred - My Lady

31-10-2019 15:00

To stærke danske damer i amerikansk dressur, Janne Rumbough og Mikala Münter, har været på en fantastisk fælles rejse med endnu en stærk dame, dansk varmblodshoppen My Lady. De meddeler i dag, at de er dybt ulykkelige over at måtte meddele, at eventyret er slut, da de i aftes måtte tage afsked med My Lady

Copyright Ridehesten.com
DV-hoppen My Lady har i flere år været en af de Grand Prix-hest i Florida, som folk kom for at se. Derfor blev der også gjort noget ud af hendes pension fra sporten i 2017. Foto: Privat.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Janne Rumbough købte i 2011 DV-hoppen My Lady (tidl. Lady My) e. Michellino/ Ritterstern (opdr. Marlene Lindholm) af berider Mette Rafn, som havde trænet hende op til Grand Prix. My Ladys nye rytter Mikala Münter fandt hurtigt sammen med den store hoppe, og allerede tre måneder senere debuterede de i international Grand Prix. I de følgende fem år opnåede My Lady mange internationale topplaceringer og var på det danske landshold til VM i Caen i 2014 og EM i Aachen 2015 samt placeret i World Cup-finalen i Lyon i 2014 og Las Vegas i 2015.

My Lady var nr 20 på verdensranglisten i 2016, hvor hun også vandt 5* GP Kür i Wellington.  My Lady var yderligere den mest vindende hest på Global Dressage Festival igennem to år og havde i alt 93 internationale starter i Grand Prix med 13 førstepladser.

– Janne og jeg er dybt ulykkelige over tabet af My Lady. For et par måneder siden blev My Lady diagnostiseret med cushings disease, der er en metabolisk sygdom, som oftest rammer ældre heste.  Det gik desværre hurtigt ned ad bakke, og i går kunne hun ikke mere og måtte aflives, fortæller Mikala Münter.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det kan ikke beskrives hvad denne fantastiske hoppe har gjort for os. Hun har taget os med på en forrygende rejse, og med sin store personlighed sørgede hun for at gøre sig bemærket uanset, hvor i verden vi var.  My Lady var en ener, og hun var et tilløbsstykke hver vintersæsonen i Wellington, hvor mange folk kun kom for at se hendes populære kür, fortsætter Mikala.

I 2017 besluttede hun og Janne at pensionere den dengang 17-årige My Lady fra sporten, og hun nåede at få to dejlige afkom, som de i dag glæder sig over og har tiltro til i fremtiden. Det er den 1½-årige vallak Valentino efter Vitalis samt hendes hoppeføl fra i år, My Fair Lady efter Franklin.

–  Ord kan ikke beskrive vores taknemmelighed for, hvad denne smukke hoppe har gjort for os, slutter Janne og Mikala.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen