Et hesteunderskud under opsejling

06-02-2016 10:36
Avl

I formand Jan Pedersens beretning ved Dansk Varmblods Repræsentantskabsmøde på Hotel Legoland i Billund varslede han et hesteunderskud under opsejling. Der skal avles flere heste for at kunne møde efterspørgslen fra rytterne og for fortsat at udvikle avlen

Copyright Ridehesten.com

Indledningsvis blev Carsten Lorentzen igen i år valgt som dirigent ved Dansk Varmblods Repræsentantskabsmøde.
Dansk Varmblods formand siden 1994, Jan Pedersen, udtrykte sin glæde over at se så mange fremmødte på Hotel Legoland i Billund.
– 2015 har på mange måder været et godt år, men ikke rosenrødt, startede han sin formandsberetning.
Dansk Varmblod har i 2015 bevidnet fantastiske sportslige resultater, og forbundets store arrangementer, Eliteskuet og Hingstekåringen i Herning, tyder på en rigtig udvikling. Desværre har der været et faldende medlemstal, men der er gode prognoser for 2016, kunne formanden berette.
– Jeg oplever en spirende optimisme. Avlernes utryghed ved Købeloven er trådt i baggrunden, og vi ser færre retssager om hestehandler. Det tyder på, at avlerne har lært at håndtere Købeloven, og som forbund har vi i årets løb kørt en informationskampagne om hestehandel i forhold til Købeloven, fortælle Jan Pedersen.
Han fortalte, at hesteavlen er på vej mod købers marked, i det der er et lavt udbud af heste i forhold til en stigende efterspørgsel
– Der er et hesteunderskud under opsejling og derfor et behov for større produktion af føl. Det kræver en vis produktionsvolumen, hvis vi skal imødekomme efterspørgslen og fortsætte med at kunne udvikle vores avl, fastslog formanden.
Han kunne tilføje, at de foreløbige bedækningstal i Dansk Varmblod for 2015 tyder på en lille stigning både i bedækninger og fødte føl. På samme tidspunkt sidste år var der registreret 170 færre bedækninger end på nuværende tidspunkt.
Mens formanden fortsætter sin beretning ved Dansk Varmblods repræsentantskabsmøde her på Hotel Legoland i Billund, kan vi henvise til den fulde formandsberet, der er optrykt i magasinet Ridehestens januarnummer.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner