Endu en udfordring: Tyfon på vej mod OL i Tokyo

26-07-2021 10:07

Annika Knudsen Lorentsen

OL-arrangørerne er udfordrede af, at der er en tyfon på vej, som forventes at ramme Tokyo i morgen, og derfor er der allerede foretaget programændringer, hvor blandt andet flere sejlsportsdiscipliner er blevet rykket frem i programmet. Som det ser ud nu, får det ikke betydning for ridesporten, men arrangørerne holder nøje øje med tyfonens præcise rute, og tager deres forholdsregler derudfra 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ikke få prøvelser, som OL i Tokyo skal igennem. Først en udsættelse på grund af COVID-19, siden flere problemer med smittetilfælde, og nu er der ovenikøbet en tyfon på vej mod den japanske hovedstad. 

Det er ikke et ualmindeligt fænomen i Japan, og det er den ottende tyfon i indeværende tyfonsæson, så det er også noget, som japanerne er vant til at håndtere. Ikke desto mindre kan tyfonen forårsage kraftig vind indover storbyen, som kan få betydning for de forskellige OL-discipliner. 

Tyfonen forventes at ramme kysten ved Tokyo i løbet af i morgen, og derfor har arrangørerne allerede nu taget deres forholdsregler i forhold til programmet, hvor de blandt andet har rykket flere af konkurrencerne i roning frem i programmet, så de bliver afviklet inden tyfonen rammer OL-byen. 

Fakta
Hvad er en tyfon?

En tyfon er det samme som en orkan, forskellen er blot, hvor i verden, den opstår. I vesten kaldes det en orkan, mens det i østen kaldes for tyfoner eller cykloner. En tyfon er altså en kraftig tropisk storm med middelvindhastigheder over 32,6 m/s. Tyfoner dannes over varmt vand, hvor luften stiger til vejrs, når den opvarmes, og dermed trækkes den kolde luft ned, og det medfører voldsomme vejrforhold.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er endnu ingen meldinger omkring, hvorvidt tyfonen kan få betydning for ridesportens afvikling ved OL, hvor holdfinalen i dressur er planlagt til at afvikles i morgen aften, japansk tid. Vi holder øje med meldingerne, og kommer med en ny melding, såfremt det får betydning for det planlagte program.

Bygninger, broer og lignende er lavet til de ekstreme vejrforhold, som ofte rammer den japanske hovedstad, og derfor er arrangørerne også meget fortrøstningsfulde, og de har udtalt, at netop ved en tyfon, har man mulighed for at følge den præcise rute, så man kan tage sine forholdsregler i god tid. 

Læs flere OL-nyheder HER.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner