Grethe NĂŠsby
Danskerne fører sig frem til det internationale dressurstævne på Vilhelmsborg denne weekend. I morges blev der redet Intermediaire I KĂŒr, hvor mange af rytterne til start i NM havde deres 2. hest med. De danske ekvipager klarede sig særdeles godt og satte sig på både 1. pladsen og 3. pladsen. Sejren gik, ligesom i går, til Sidsel M. Johansen og Schianto. Nr. 2 blev finske Terhi Stegars på Axis, og danske Annemette Summers Mortensen og Tranholms Cortillo indtog 3. pladsen. I Krafft Cup - det såkaldte Danmarksmesterskab for hold - blev det Dalumgård Rideklub der løb med sejren. Både Christine Winther Prip på Pink Floyd F. og Anne Sofie Aæn på D-Day red som de eneste over 70 %, og holdet endte med 207,61 point og god afstand til de øvrige placerede. Nr. 2 blev Rideklubben Ørsted Holme, som med solide ridt fra rytterne og gode heste nåede op på 198,38 point. Sportsrideklubben Langagers dygtige ryttere indtog 3. pladsen med 195,24 point. Senere i dag er der holdkonkurrence i Grand Prix-dressur til NM, og det danske hold består af Annemette Summers Mortensen på Mitchell Imhoff, Jim Rasmussen på BroholmÂŽS Highlight, Joan K. Jensen på Albert og Joachim Chr. Thomsen på Mikado Engvang, som vandt opvarmningsklassen fredag. Gå ikke glip af store hesteoplevelser denne weekend med Grand Prix-dressur kl. 17.00 og stor ridehesteauktion i aften kl. 20.00.