Endelige ranglister fra FEI/WBFSH

10-10-2011 08:38
Avl
De endelige ranglister fra FEI/WBFSH er kommet på bordet, og Dansk Varmblod er endnu engang ikke til at slå ud af toppen i dressurhesteavlen
Copyright Ridehesten.com
Skovlunds Más Guapo er én af de seks bedste DV-dressurheste, der tæller med i resultatet (Foto: Ridehesten.com).

Om end de enkelte avlsforbund stadig har en uge til at få korrigeret eventuelle fejl på FEI/WBFSH's ranglister for det seneste stævneår, så er ranglisterne nu officielle. Det drejer sig om stævneåret 1. oktober 2010 til 30. september 2011 i diciplinerne dressur, military og springning med ranglister for hestene og for avlsforbundende indenfor de tre dicipliner. Disse ranglister vil blive fulgt op af en rangliste for avlshingste i de tre dicipliner. Det hollandske forbund KWPN, der er verdens største varmblodsavlsforbund med ca. 12.000 føl på årsbasis, er stadig helt suveræn på førstepladsen i både dressur og springning. I dressur ligger Dansk Varmblod endnu engang på tredjepladsen og er denne gang meget tæt på nr. 2, hannoveranerforbundet, der er det andenstørste forbund med ca. 8.000 føl om året. Med omkring 2.500 fødte føl om året er Dansk Varmblod ikke blandt de største kvantitativt, men blandt de bedste kvalitativt. De seks heste, der er med til at sikre Dansk Varmblod en topplacering er verdensranglistens nr. 2 for dressurheste, Mistral Højris e. Michellino / Ibsen (opdr. Betty Rasmussen), Digby e. Donnerhall / Sandro (opdr. HKH Prinsesse Benedikte), Calecto V e. Come Back II / Rastell (opdr. Inge Toft), Elmegaardens Marquis e. Michellino / Lucky Light (opdr. Maria Schnoor), Chablis e. Castro / Leonardo II (opdr. Morten Thomsen) og Skovlunds Más Guapo e. Master / Cannon xx (opdr. Birgitte Jensen). I springning indtager holstenerforbundet andenpladsen foran det franske avlsforbund Selle Français. Her ligger Dansk Varmblod nr. 16 og de to heste, der har tjent flest point er Chianto e. Carano / Primus AA (opdr. Annette M. Nielsen) og Eurocommerce Sacramento e. Leendert / Corlando (ex. Lexinton T, opdr. Heidi og Rudi Telgenhof). Ranglisten for avlsforbund i military er ofte ført an af det irske avlsforbund Irish Sport Horse Registry, som dog i år må tage til takke med tredjepladsen. Selle Français har indtaget førerpositionen foran hannoveranerforbundet på andenpladsen. Selv om militaryheste ikke er en del af Dansk Varmblods avlsmål, så ligger forbundet nr. 29 ud af 54 avlsforbund i denne diciplin.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner