Eksteriørkåring på Katrinelund blev igen et tilløbsstykke

27-10-2008 12:24

Poul Graugaard

Avl
Et sikkert hit blandt Dansk Varmblods hoppekåringstilbud er de sene eksteriørhoppekåringer, der med placeringer rundt i Danmark dækker de fleste avleres behov for denne ydelse. En af de pladser, hvor der nærmest er tale om en tradition, er Katrinelund på Mors.

Oprindeligt var det planlagt, at hoppekåringen med den fastsatte tilmeldingsgrænse på ca. 80 hopper, skulle kunne klares på en enkelt dag. Men på baggrund af, at en del af hopperne skulle løsspringes, og ikke mindst fordi antallet af løsspringningshopper yderligere blev øget med 7-8 stykker, der blev flyttet fra kåringen i Hjallerup, blev løsspringningen og det efterfølgende kåringsforløb flyttet til fredag aften. Dette gav mulighed for den ro om arrangementet, der bør være, således at alle får en fair chance, ikke mindst fordi både talent og forberedelse er på et vidt forskelligt niveau. Hopper til løsspringning Omkring 15 hopper, repræsenterende alle kåringssystemets aldersgrupper, deltog i løsspringningen. Udlægget var 4 3-års hopper, hvoraf 2 blev kåret i DH og 2 i DS. Fløjhoppe blev Casell, f. Coronado II, mf. Cannon Row xx, fra Niels Osterland, Sorring. Hun er en betydelig, vellinjeret og meget smidig hoppe med et godt udtryk. Hun er særdeles velgående i skridt og galop. Hun er yderst velspringende, og har en blændende teknik, og meget stor kapacitet, hvilket hun blev belønnet for, med et par 9-taller. Hun har ikke sit springtalent fra helt fremmede, hun har nemlig samme mor som Tina Lunds meget velspringende hoppe Carola. På andenpladsen gik hoppen FF Crystal-Rock, f. Rockland, mf. Waldstern, fra familien Andersen, Vodskov. Hun er ligeledes en smidig hoppe, med særdeles gode gangarter, og en særdeles god springteknik. I 4-års holdet blev en enkelt hoppe kåret i DH, det er Borbjergs Lido Girl, f. Crelido, mf. Corleone, fra Birgitte Pedersen, Holstebro. Hun er en ædel og smuk hoppe af særdeles god type. Hun har en smidig overlinje, og en velbalanceret særdeles god galop. I holdet af 5-års og ældrehopper, blev 2 hopper kåret i hovedstambogen. På fløjen gik Gisela Alfarvad Z, f. Alfarvad Grundgold, mf. Golden Wind, fra Morten og Mette Aakjær Mousten, Hadsund. Hun er en højtstillet, udtryksfuld og ædel hoppe, af særdeles god type. Hoppen er B-hest i springning, hvorfor hun også opfylder kravet til “R”. På andenpladsen i holdet gik Carina, f. Campesino, mf. Romano, fra Stutteri Taldorf, v/Annette Juhl Taldorf, Ølgod. Hun er en knap højtstillet hoppe, af særdeles god type. Hun har et godt udtryk og en velansat og velformet hals. Hendes bevægelse er god i alle 3 gangarter, og hun springer med god teknik. Lørdagens hoppekåring Tidlig lørdag morgen var det så tiden til at koncentrere sig om hopper til kåring på den traditionelle vis. Knap 80 hopper blev bedømt. I 3-års holdets afdeling for forædlede hopper, var der til gengæld kun en enkelt hoppe, som repræsenterede kategorien på bedste vis. Hun hedder Garbi Vrå, f. Fort-Baron x, mf. Titanic x, fra Rolf Hahn, Skærbæk. Hun er en ædel, højtstillet og smuk hoppe af særdeles god type. Hun har en lidt lang, men smidig overlinje, og hun er godt gående i skridt og galop, og har en særdeles god bevægelse i trav. Hun er kåret i DH. Det 3-årige varmblodshold omfattede 24 hopper, hvoraf 14 blev kåret i DH. På fløjen gik Ramona A. Teglgård, f. Blue Hors Romanov, mf. Uffe Korshøjgaard, fra Else Marie Iversen, Ringkøbing. Hun er en storrammet hoppe af særdeles god type. Hun har et godt udtryk, og hun har en god bevægelse i skridt og galop, og har en særdeles god og smidig travbevægelse. Hun er dog noget ret i linjen i sine forlemmer. På andenpladsen fulgte Holkjærs A-Lina, f. Solos Landtinus, mf. Akinos, fra Stald Holkjær, Skjern. Hun er en højtstillet, knap færdig hoppe af særdeles god type. Hun har et stort og velplaceret sadelleje, og en smidig overlinje. Hun har holdets største gangartspotentiale, og er særdeles velgående i alle 3 gangarter. På holdets 3. plads gik Tottie, f. Come Back II, mf. Fanal Prydsholm, fra Henning K. Christensen, Snedsted. Hun er en højtstillet og ædel hoppe, hvor et lidt bedre udtryk kunne ønskes. Hun er af særdeles god type, og har et stort sadelleje og en smidig overlinje. Hun har en god bevægelse i skridt, og en særdeles god og velbalanceret bevægelse i trav og galop. Som nummer 4 fulgte Lucille, f. Loudini, mf. Lavallo, fra Torben H. Kristensen, Skive. Hun er en smuk, udtryksfuld hoppe af særdeles god type. Hendes bevægelse er god i galop og særdeles god i trav. Til gengæld er hun ikke alt for stærk i skridttakten. 4-årige hopper I dette hold mødte 14 hopper til bedømmelse, og 4 af disse hopper blev kåret i hovedstambogen. På fløjen gik Vimogårdens Rosalina, f. De Noir, mf. Rubinstein, fra Karin Kristine Nielsen, Højbjerg. Hun er en ædel og højtstillet hoppe af særdeles god type. Hun mødte sidste år til sadelkåring, hvor hun blev kåret i RDS, hvilket nu helt oplagt kunne ændres til RDH. Hun har et godt fundament, og hun har god bevægelse i skridt og galop, og en særdeles god og smidig travbevægelse. Hun blev efterfulgt af Royal Lucca, f. Cajus, mf. Royal Z I, fra Trine Falck, Kibæk. Hun er en passende stor hoppe af særdeles god type. Hun har et godt udtryk, og en velformet og velansat hals. Hun har god bevægelse i skridt og trav, og en særdeles god og velbalanceret galop. Disse 2 hopper blev efterfulgt af endnu 2 hopper i DH. 5-årige og ældre hopper Det ældre hold hopper er traditionelt meget omfattende ved disse eksteriørkåringer, og traditionen må siges at være holdt i hævd, også ved dette års kåring. 36 hopper blev bedømt, fordelt over 3 hold. Det første hold bestod af 3 forædlede hopper, hvoraf én blev kåret i DH. Det er Moeskærs Sif, f. Temple Wind xx, mf. May Sherif, fra Hans Chr. Hansen, Langå. Hun er en højtstillet og vellinjeret hoppe af særdeles god type. Hendes bevægelse er særdeles god i skridt, og god i galop. I det andet hold blev 3 hopper kåret i DH, og fløjpladsen gik til hoppen Esforte, f. Eskadron, mf. Lenz, fra Bjarne Holm Rasmussen, Ry. Det er en passende stor hoppe af særdeles god type. Hun er en smule knap i sit sadelleje, og har lidt rette koder. Hendes bevægelse er god i skridt og galop, og særdeles god i trav. Hun blev efterfulgt af staldkammeraten Celina, f. Come Back II, mf. Lagano. Hun er en passende stor hoppe af særdeles god type. Hun har en smule ukorrekt fundament for, men hun er særdeles velgående i skridt og trav, og hun har en god galop. I det tredje hold ældre hopper, blev 4 kåret i DH. På fløjen gik Atterupgaards Marion, f. Lord Sinclair, mf. May Sherif, fra Lars Lomholdt, Skørping. Hun er en elegant hoppe af særdeles god type. Hun har en god bevægelse i skridt og galop, og er særdeles god i trav. Hun har i kraft af aflagt egnethedstest med hele 820 point i gangarter, naturligvis også fået sit “R”. Hun blev efterfulgt af Troldhøjs Passion, f. Quatro, mf. Pari-Ace Dane, fra Carsten Bertelsen. Hun er en lidt umarkeret hoppe af særdeles god type. Hendes bevægelse er god og taktfast i skridt, og særdeles god i trav og galop. På en måde kan jeg godt forstå, at disse sene eksteriørkåringer er et tilløbsstykke, om ikke for andet, så dog i det mindste for deres intensitet. Ud over det faglige arbejde, som absolut er seriøst og velfungerende, skal man naturligvis slet ikke undervurdere de store muligheder, der er for udstillere og publikum til at hygge sig med meget velsmagende grillstegte pølser, øl og sodavand, og ikke at forglemme kaffe og brød.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner