Anna Pørtner
Den svenske springrytter, Henrik von Eckermann, kan for 27. måned i streg glæde sig over at ligge nummer et på FEI's verdensrangliste for springryttere med 3455 point. Med særdeles gode heste i sin stald, formår han at ride gode resultater hjem og høste point til ranglisten, så ingen andre kan følge med.
Af gode resultater i oktober måned, kan blandt andet nævnes to førstepladser til det femstjernede Longines Global Champions Tour i Rabat, hvor Henrik von Eckermann i sadlen på den 11-årige hoppe, Iliana e. Cardento 933/ Gentleman, sikrede sig vigtige point til verdensranglisten. Med topheste som King Edward, Glamour Girl og Minute Man, der alle bidrager med point til ranglisten, kan svenskeren være svær at slå.
Verdensranglistens top-tre for denne måned er uændret, da Steve Guerdat fra Schweiz forbliver på andenpladsen med 3174 point, mens Ben Maher fra Storbritannien indtager tredjepladsen med 3087 point. Fjerdepladsen er ligeledes uændret, hvor Kent Farrington fra USA ligger med 2953 point, men ser man på femtepladsen, har der været lidt rokade.
Tidligere var det OL-guldvinder, tyske Christian Kukuk, der havde kæmpet sig op på femtepladsen, men i denne måned er han altså røget helt ned på en ottendeplads, og femtepladsen er i stedet blevet besat af Julien Epaillard fra Frankrig, der avancerer fra sidste måneds sjetteplads med 2880 point.