Dujardin åbnede ny konkurrencestald

06-07-2015 13:51

Ved det engelske stutteri Mount St Johns åbne hus i weekenden var det verdensmesteren i dressur, Charlotte Dujardin, der klippede båndet ved den officielle åbning af stutteriets konkurrencestald

I lørdags holdt det engelske stutteri Mount St John v/ Emma Jane Blundell sit tredje åbent hus arrangement, som hurtigt har udviklet sig til et tilløbsstykke i internationale avlerkredse. I år kunne familien Blundell samtidig officielt åbne deres nye staldanlæg til konkurrencehestene med ingen ringere end verdensmesteren i dressur, Charlotte Dujardin, til at klippe båndet og erklære stalden for åben.

Charlotte Dujardin er en nær ven af Emma Jane Blundell og rider flere af stutteriets lovende unge dressurhopper og har de to seneste år investeret i nogle af de bedste hingsteføl født på stutteriet, hvorfor det var helt naturligt, at det netop var hende, der lagde navn til den officiellte åbning foran de flere hundrede fremmødte.

Mount St John, der tilstræber at blive det førende stutteri inden for dressurhesteavlen, producerer primært føl ved hjælp af embryo transfer. Ved åbent hus arrangementet i lørdags præsenterede stutteriet knap 20 føl af årgang 2015 og en række spændende avlshopper, der bl.a. tæller helsøsteren til verdensmesten Valegro, moderen til hingsten Dream Boy, helsøsteren til hingsten Atterupgaards Seebach, helsøsteren til Celle-hingsten Dannebrog, adskillige døtre efter UVM-bronzevinderhoppen Dejavu samt mange andre præstationsstærke moderdyr.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner