Dialog om fremtidens springheste

23-02-2015 10:41

Hvordan får vi topryttere til at vælge DV-springheste frem for udenlandske? Sådan lyder oplægget til et spændende seminar, der afholdes på Hillerød Sportsrideklub HIS, som Ulrich Gaardslev venligst har stillet til rådighed. Der er lagt op til en åben dialog om fremtidens springheste - alle er velkommen til at deltage

Mødet arrangeres af trekløveret Mikala Bagge fra DV Region 1´s bestyrelse, Renè Holstein, der har avlet adskillige internationale heste og Lotte Holm fra spring-  og militarycentret: Engerupgaard i Tikøb. Sammen har de tidligere arrangeret Engerupgaard Spring Cup, som blev afholdt med stor succes ved Horsefestival 2013 på Vallensbæk Ridecenter

Lotte og David Holm er sponsorer af arrangementet og formålet er igen at få mere fokus på de dansk opdrættede springheste. Samtidig ønsker ”trekløveret” at få en diskussion om, hvorfor flere danske topryttere fravælger DV-springheste, når der indkøbes ungheste for at uddanne dem til fremtidens topheste. Det er naturligvis en torn i øjet på de danske springhesteavlere, navnlig i dette år, hvor Anica Kristoffersen opnåede en meget fornem 5. plads ved verdensmesterskaberne i Zangersheide for 5-, 6- og 7-års springheste med hoppen Play Girl, som er af egen avl.

Vi har inviteret et ekspertpanel, som vil indlede aftenen med deres bud på, hvad der skal til for ryttere vælger DV-heste frem for de udenlandske.

Der er en del ændringer til vort først fremsendte program, fordi Camilla Ernst og Torben Frandsen skulle til start i World Cup Stævnet: Göteborg Horse Show, og desværre er Kirstin Skjoldshøj faldet af hesten og har brækket sin hofte. Derfor har vi været ude og finde tre nye men også meget spændende ryttere samt en anden paneldeltager, hvilket fremgår af den nedenstående deltager liste.

Panelet består af Lars Nørgaard Petersen, der er landsholdstræner for det danske springlandshold for seniorer, Kenneth Ernst, der er Dansk Rideforbunds dommer i championater for 4-, 5- og 6-årige springheste og Henning Jensen fra Stutteri Volstrup, der er både hingsteholder og avler af DV-springheste.

Derefter vil vi se nogle succesfulde DV-heste redet af nogle af Damarks bedste ryttere og uddannere af springheste. Rytterne vil have headset på, og de vil kommentere de heste, de rider på, fortælle om såvel gode og dårlige sider, og hvordan rytterne arbejder målrettet med hestenes uddannelse.

1)    Emilie Juul Thorup er en ung succesrig springrytter hvis bedste resultat i 2014 er en 1. Pl. i MA2** 140 cm i Holte på familiens hest: Hazel BS RDH efter Heartbeat/Candillo, som Emilies farfar Anders Andersen købte på aktion som føl. Opdrætter er Søren Bøgested i Sønderjylland og helsøster til den kårede springhest Heart-Ache, hoppestammen er familien Schultz´ i Bolderslev. Ejer er Vagn Thorup.

2)    Mille Bisgaard er senior S-rytter, hun deltager jævnligt i egnethedstester og championater og i tidens løb har hun uddannet rigtigt mange springheste. Hun vil ride på sin hest Volstrups Cody f. 06 efter Carlos DZ/Corlando, der er A hest i springning, og sammen har de lige vundet en Grand Prix springning i Suså Rideklub. Moderen Volstrups Cirkeline har avler yderligere en A hest og 2 B-heste i sprinning . Cody er avlet af Pia Hollænder og Henning Jensen. 

3)    Jennifer Fogh Petersen er international S-rytter og har også en lang erfaring som uddanner af springheste på alle niveauer. Jennifer vil  springe på avlshingsten Lagavulin f. 09 efter Ludwigs As/Stakkato Gold, avlet af Linus Camitz på en hoppe indkøbt i tyskland. Lagavulin er materialprøvevinder i DV og Jennifer har flere sejre i Springprüfungen dette år med hingsten i Tyskland, hvor hun nu bor.

4)    Anica Kristoffersen vil komme med sin DV hoppe, som hun blev nr. 5 med til UVM i Zangersheide på i 2014. Det er Play Girl f. 09 e. Party Dance/Calato I, som i år også var vindere af DV´s unghestechampionat, hun er avlet og ejet af Anica og Claus Kristoffersen, stald Kristo i Jægerspris. Anica er selv S-rytter og har også uddannet mange ungheste til S-niveau.

5)     Malene Lykke Nielsen er S rytter og rider med stor succes championatsklasser, i Falsterbo og ved internationale stævner på S niveau. Hun rider på Sølvmedaljehoppen Holsteins Malou du Rouet e. Balou de Rouet x Charmeur x Royal Z , der gik 931 points til sin sadelkåring. Hoppen er A-hest i springning og hendes bedste resultat er udtagelse til unghestechampionatet 2012 og en 9. Plads i finalen i Falsterbo 2013. Avler og ejer af hesten er Familien Holstein i Ølstykke. 

6)    Ulrich Gaardslev er international Grand Prix rytter og ejer at HIS, han er også hestehandler og han vil fortælle, hvorfor han selv køber mange udenlandske heste.

Hvordan vi optimerer ”Fremtidens DV-springhest” er et emne, som mange ryttere og avlere glæder sig til høre mere om, og der vil være mange spørgsmål, der melder sig undervejs. Vi håber på at kunne skabe en god dialog mellem ryttere, paneleksperter og publikum, og når aftenen er slut, skulle vi helst være meget klogere på, hvordan vi skal nå det fælles mål.

For at styre debatten i en positiv og konstruktiv retning har vi inviteret og Susanne Tårnager og regionsformand i region 2, Niels Pedersen, som også er kendt for at have avlet Tina Lunds eminente S-springhest Andante.

ALLE ER VELKOMNE – avlere og meget gerne også ryttere -  og dermed er  DV-medlemskab ikke nødvendigt!

HUSK der er gratis  entre og  mulighed for at købe øl og vand i cafeteriaet.

Adressen er: Rønnekrogen 8, 3400 Hillerød

Tidspunkt: Torsdag den 26. februar 19.00 til ca. 22.00

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner