Annika Knudsen Lorentsen
Ni hold mødtes i nationsspringningen i Drammen, Norge, og heriblandt var det danske landshold bestående af Tina Lund, Philippa Wildfang Linde, Kasper H. Hansen og Konstantin Deeken Künnemann.
I første runde gik det rigtig godt for det danske hold, hvor både Tina Lund, Philippa Wildfang Linde og Konstantin Deeken Künnemann red fejlfrit og sikrede, at det danske hold kom fejlfrit ind i anden runde.
I anden runde manglede det sidste held, idet at både Tina Lund, Philippa Wildfang Linde og Konstantin Deeken Künnemann fik et nedslag rundt på banen. I anden runde gjorde Kasper H. Hansen til gengæld comeback og red fejlfrit efter en første runde, hvor der desværre indløb en del fejl.
Samlet endte Danmark med otte fejl og placerede sig som nr. 6 i feltet. Sejren gik til Brasilien, som endte med samlet én fejl.
Nationsspringningen er en del af Longines EEF Series, som er en turnering hvor hold, som ikke er en del af den europæiske første division også har mulighed for at deltage. Læs mere om EEF Series.
Flere flotte danske resultater
Ved stævnet i Drammen har flere danske ekvipager klaret det godt i de øvrige klasser, og en af dem er Christian Jansen. I dag sikrede han sig en topplacering i 145 cm-klassen i sadlen på Aagaardens Calina e. Careful, som dermed gav Christian den bedste fødselsdagsgave. Ekvipagen sluttede som nr. 2.
Flere danskere blev ligeledes placeret i 140 cm-klassen i går, hvor Christian ligeledes tog en topplacering. I gårsdagens 145 cm-klasse blev den danskkårede hingst Quintet e. Quintender placeret som nr. 7 med sin norske rytter Benedikte Serigstad Endresen.