De sidste 6-års heste er klar til finale

14-10-2023 10:31

Her til morgen blev de sidste 6-års heste fundet til finalen, da ni heste blev præsenteret i B-finalen. Tre heste sikrede sig en plads i finalen

Copyright Ridehesten.com
Frederikke Gram Jacobsen og Rosie K. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dagens første klasse til Pavo og Dansk Ride Forbunds championatsfinalestævne på Blue Hors var 6-års B-finalen. De ni startende ekvipager konkurrerede om at sikre sig en plads i den endelige finale, der finder sted i morgen.

Den indledende kvalifikation blev vundet af Cathrine Laudrup-Dufour med Zimillione PT2 (SWB) e. Gammelenggårds Zappa/ Fürst Nymphenburg (opdr. Per Trygg) i går, der red til 89,4% og opnåede blandt andet karakteren 9,3 for ridelighed og kapacitet. Det sikrede hende dermed en direkte billet til finalen, da de 12 bedst placerede ryttere i den indledende kvalifikation var sikret en plads i finalen. I dag gjaldt det de sidste tre finalepladser for rytterne i B-finalen. 

Sejr til Frederikke Gram Jacobsen og Rosie K
B-finalen blev vundet af Frederikke Gram Jacobsen og Rosie K e. Revolution/ Blue Hors Romanov (opdr. Stutteri K v/ Lisbeth og Kristen Krog), der viste et fint program med stor stabilitet i øvelserne. De opnåede en samlet score på 82,8%, hvor dommerne tildelte hoppen 8,5 for trav, 8,0 for skridt, 8,3 for galop, 8,2 for ridelighed og 8,4 for kapacitet. Dommerne fremhævede hoppens taktfaste trav og rummelige galop, hvor ekvipagen også viste fine changementer. De beskrev hesten som en hest, der lader sig ride, selvom den dog momentvis lagde sig lidt i hånden under ridtet. 

Placeret som nr. 2 blev Trude Hestengen med Svalegårds Hot Boy e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Hotline (opdr. Stutteri Svalegård). De blev bedømt med karaktererne 7,8 for trav, 8,5 for skridt, 8,2 for galop, 7,8 for ridelighed og 8,1 for kapacitet. Det blev til en samlet score på 80,8%.

Copyright Ridehesten.com
Trude Hestengen og Svalgårds Hot Boy. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tania M. Joensen indtog sammen med Lybækgårds Rihanna e. Romeo/ Blue Hors Soprano (opdr. Katrine og Carsten Gammelgaard Steffensen) tredjepladsen. Her lød karaktererne på 8,0 for trav, skridt og galop, 7,6 for skridt og 8,0 for kapacitet, som blev til en samlet score på 79,2%. 

Copyright Ridehesten.com
Tania M. Joensen og Lybækgårds Rihanna. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

De tre heste er dermed kvalificeret til finalen, der finder sted i morgen. 

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner