Danskerne har start nr. 5

15-05-2014 16:11

Britt Carlsen

Det danske landshold har trukket startnummer 5 i fredagens Furusiyya FEI Nations Cup præsenteret af Global Connect

Copyright Ridehesten.com
Sidste år opnåede det danske landshold en 3. plads i Nationscuppen i Bernstorffsparken, og samme resultat i år i Odense vil være et godkendt resultat, fortæller landstræneren. Sidste år bestod holdet af: Thomas Velin, Thomas Sandgaard, Kim Kristensen og Andreas Schou.

Der er 13 tilmeldte nationer i Furusiyya FEI Nations Cup, der afvikles i morgen eftermiddag på Odense Dyrskueplads i forbindelse med JBK Horsefestival. Danmarks hold består af Lars Bak Andersen, Thomas Dresler, Thomas Sandgaard og Søren Pedersen.

Landstræner Lars Nørgaard Pedersen sagde efter lodtrækningen: - At ride ind som nr 5 er et super udgangspunkt. Det er rart ikke at være blandt de 3 første startende. På denne måde kan vi få lejlighed til, at se hvordan de første ryttere løser opgaven - og få en fornemmelse for hvor stram tiden er.

- Vi skal godt fra start fra i morgen og så er det selvfølgelig vigtigt at hver rytter leverer sit allerbedste. Det er også vigtigt for os at vi sørger for at kræfterne rækker helt til slut. Vi har leveret gode resultater den seneste tid og jeg ser meget frem til i morgen. En placering i top 3 er mere end godkendt - men vi ved alle at i springning kan alt ske - så det bliver dagen i morgen der afgør det, sluttede landstræneren der også havde masser af ros til arrangørerne.

Startrækkefølgen ser således ud :

1. Belgien
2. Storbrittanien
3. Schweiz
4. Sverige
5. Danmark
6. Frankrig
7. Norge
8. Holland
9. Italien
10. Chile
11. Australien
12. Irland
13. Polen

Info

HVAD ER NATIONS CUP ?
• En verdensomspændende turnering i ridebanespringning!
• Furusiyya FEI Nations Cup er at betragte som ridebanespringningens ”landskamp”. Ved JBK Horse Festival kæmper hele 13 nationer om sejr og hæder i den prestigefyldte turnering.
• Turneringen er opdelt i 6 ligaer fordelt ud over hele verden – desuden er den europæiske liga delt op i 2 divisioner. I Odense afvikles en afdeling af den europæiske 2. division.
• Turneringen foregår altid udendørs og starter i maj måned. JBK Horse Festival er vært for den anden afdeling i denne sæson.
• En afdeling af FEI Furusiyya Nations Cup rides over 2 runder. Hver nation har 4 ryttere på holdet samt en reserveekvipage. De 8 bedste nationer fra 1. runde går videre til 2. runde.
• For de bedste nationer i 2.division er der mulighed for at rykke op i 1.division fra næste sæson. Tilbage i sæsonen 2011 var Danmark i 1. division.
• Hvornår kan Furusiyya FEI Nations Cup opleves?
Fredag, den 16. maj kl. 16.00 rides første runde - efterfulgt af 2. runde kl. 19.00.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner