Thomas Bach Jensen
Fire danskavlede hopper er præmieret med titlen Oldenburger Hauptprämienanwärterinnen, og en af dem er DV-hoppen Damgårdens Wild Romance DWB e. Wilkens/ Fürst Romancier. Hun er opdrættet af avlerkonstellationen Philipsen og Jepsen, der består af May-Britt Philipsen fra Stutteri Stenager i region 4 og Elsebeth Jepsen fra Stutteri Damgården i region 7. Damgårdens Wild Romance DWB blev som føl solgt vi Dansk Varmblods Elitefølauktion til amerikanske Laura Brandt, der har valgt at fremstille hoppen i oldenburgerforbundet, men da hoppen er DV-registreret kan den ikke deltage i elitehoppeskuet.
De tre øvrige danskavlede, oldenburgerregistrerede hopper, der alle er ejet af deres opdrættere, kommer alle til eliteskuet den 16. august i Vechta, hvor dette års eliskue pga. corona-situationen afholdes. Normalt afholdes eliteskuet i Rastede slotspark. Disse tre hopper er:
HP Summer Breeze e. For Romance II/ Fürstenball fra HP Horses i Hillerød. HP Summer Breeze er fjerde generation hoppe hos HP Horses, og hun er trukket på hoppen Summertime, der er helsøster til sølvmedaljehingsten Feel Good.
Friend e. Blue Hors Farrell/ Donnerhall fra Blue Hors i Randbøl. Friend er trukket på hoppen Fiesta's Girl, der er den yngste af otte helsøstre til Blue Hors Don Schufro og repræsenterer dermed den vidt udbredte og succesfulde Finländerin-hoppestamme. Moderen Fiesta's Girl er bl.a. også mor til hingstene Blue Hors Zatchmo, Rudisha og Blue Hors Zirrus.
UNO Felicia e. Ferdeaux/ Weltmeyer fra Stutteri UNO i Rønde. UNO Felicia er efter hoppen UNO Wauw, hvis mos UNO Sympathica e. Sir Donnerhall I også er mor til DV-sølvmedaljehoppen UNO Zensation og DV-bronzemedaljehoppen UNO Joyfull.