Thomas Bach Jensen
I fredagens Grand Prix kvalificerende til Kür i tyske Cappeln, hvor bl.a. danske H.C. Matthiesen var at finde blandt dommerne, var fem af de otte heste danskavlede. Klassen blev vundet af østrigske Victoria Max-Theurer og den 14-årige hingst Augustin e. August der Starke/ Rohdiamant med 75,14%.
Klassens nr. 2 blev den danskavlede OLDB-registrerede Mane Stream Hotmail e. Michellino/ Havel under amerikanske Cathrine Haddad foran mexicaneren Bernadette Pujals med DV-hesten Heslegaards Rolex e. Heslegårds Rubin/ Heslegård Louis (opdr. Heslegård Stutteri). Som nr. 5 kom østrigske Evelyn Swarovski-Haim med bronzemedaljehoppen Dorina e. Blue Hors Don Schufro/ Ragtime (opdr. Ejgil Bugge-Skjødt), som gik OL under norsk flag, og hun efterfulgtes af danske Nathalie zu Sayn-Wittgenstein med sølvmedaljehoppen Fabienne e. Future Cup/ Rubinstein (opdr. HKH Prinsesse Benedikte). Nr. 7 i klassen blev den tidligere EM-holdguldvinder Elmegårdens Marquis e. Michellino/ Lucky Light (opdr. fam. Schnoor), der nu går under estlandsk flag.
I den anden Grand Prix kvalificerende til GP Special var danske Lisbet Seierskilde til start på den hjemmeavlede DV-hest Jonstrupgårdens Raneur e. Ragazzo/ Schwadronuer, der desværre blev stærkt generet af insekter. Resultatet blev til 67,56%, hvilket rakte til en femteplads.
Følg stævnets resultater HER