Danske championatsfinalister klar i Falsterbo

06-07-2016 18:00

Britt Carlsen

De første finaler i Folksam Scandinavian Open finder sted fra torsdag morgen. Det er dressurhestene som først skal i konkurrence, mens finalerne for de unge springheste finder sted fredag og søndag

Copyright Ridehesten.com
Lars Birkedal har kvalificeret sig til finalen for 6-års heste med Diamant de Solitaire e. Diamant de Revel/ Rafaelli Z

Kvalifikationen i 7-års championatet åbner dressurkonkurrencerne i Falsterbo torsdag morgen. 19 ekvipager er til start og blandt dem Nanna Merald/Gørklintgårds Quantico, Michael Søgaard/Slæbækgaards Santino, Allan Grøn/Blue Hors Zatchmo og Lotte Wiuff Staarup/Roberto. Finalen finder sted søndag formiddag.

12 5-årige heste mødes i dressurfinalen torsdag middag, hvor danske Jacob Nørby Sørensen åbner klassen med Amplemento efterfulgt af norske Silje Bakken på DV-hesten Bonjour Majlund e. Bøgegaardens Boney M og svenske Minna Telde med DV-hesten Gørklintgårds Quinto e. Quaterback. Morten Kappel, der selv har opdrættet Kama's Don Noir Hit e. Blue hors Don Romantic rider på banen kl. 14.10. Svenske Marina Mattsson rider DV-hesten Fireball Macohl e. Fürstenball på banen som tredjesidste rytter i klassen og det er Michael Søgaard som rider op ad midterlinjen som finalens sidste rytter kl. 14.58 på Unghestechampioantsvinderen Jukebox e. Jazz.

Finalen for 10 6-års heste følger umiddebart efter og her starter Jan Møller Christensen kl. 16.36 på Fürstenblick e. Fürstenball, Silje Bakken og avlshingsten Bøgegårdens Santiago e. Soliman de Hus har start kl. 16.54 efterfulgt af Michael Søgaard og Fredensdals Fountain e. Fürstenball. 

På springstadion er tre danske ryttere og/eller heste kvalificeret til finalerne i Scandinavian Open. I klassen for 5-års heste er det den Zangersheide-registrerede vallak Balouca e. Baloubet de Rouet/ Parco (opdr. Anette Grønbæk) og ejet af Preben Grønbæk hesten rides af svenske Stephanie Holmén. Det var oprindeligt meningen af Jennifer Fogh Pedersen skulle ride Balouca i Falsterbo, men, som man kan læse i magasinet Ridehestens julinummer var Jennifer ude for en voldsom trafikulykke med hestetransporteren, og hun er blevet opereret og kan ikke ride forløbig. Balouca var en af de seks heste, som var med da lastbilen forulykkede. 

Mille Bigaard er ligeledes finaleklar med Engerupgaards Cezanne e. Balou de Rouet/ Lucky Light (opdr. Lotte Holm) i finalen for 5-års heste, der afvikles fredag middag, mens Lars Birkedal har kvalificeret sig til finalen for 6-års heste med Diamant de Solitaire e. Diamant de Revel/ Rafaelli Z (opdr. Susanne og Lars Hemmer), denne finale foregår søndag formiddag. 

Se resultater starter mv. her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner