Thomas Bach Jensen
Danske Lena Grønnemose og den 12-årige DV-vallak A Larming Charm e. Blue Hors Don Schufro / Schwadroneur (opdr. Anne Kollberg) har i flere Prix St. Georges- og Intermediaire-klasser opnået omkring 66% under stævnet på den spanske solkyst. Endnu en dansk hest, der har gjort sig meget positivt bemærket, er den nu 15-årige sølvmedaljehoppe Alfa e. A-Dur / Rossi xx (opdr. Ane Marie Jensen) med Annabelle Collins fra Bermuda. Ekvipagen opnåede adskillige topplaceringer i Intermediaire, deriblandt en sejr til knap 72%. Alfa er ud af samme hoppestamme som bl.a. Zonik, altså Sigrid og Jørgen Clausens gamle hannoveranerstamme. Opdrætteren Ane Marie Jensen solgte hoppen som 4-års til Sophie og Jan Christensen, og Alfa blev den første hest, som Sophie uddannede til Grand Prix. Alfa blev som fuldt uddannet Grand Prix-hest solgt til Spanien, hvor avlerne har besøgt den i Barcelona. Nu kan de nyde, at hoppen fortsat er succesfuld i S-dressur med sin nye rytter fra Bermuda.