Thomas Bach Jensen
Mens danske Anders Dahl vandt Grand Prixen med Henriette Andersen på andenpladsen, som beskrevet i nyheden i søndags, så fortsatte både Specialen og Küren ved det trestjernede dressurstævne i Hartpury, England, med danske navne i topplaceringerne. I Grand Prix Kür kom Henriette Andersen, der rider for England, igen på andenpladsen med sin 14-årige DV-vallak Louis d'Or e. Heslegårds Louis / Grandis (opdr. Kristian Olesen) med 72,10%. Klassen blev vundet af den engelske landsholdsekvipage Maria Eilberg og Two Sox. Maria Eilbergs lillebror Michæl Eilberg vandt Grand Prix Special med den lettiske varmblodshest Marakov. Også denne klasse havde godt dansk islæt, idet dansk varmblodshoppen Stenkjers Nadonna e. Donnerschlag / Frühling (opdr. Ernfred Sero) indtog andenpladsen med engelske Gareth Hughes foran dansk Anders Dahl med sin 12-årige svenske vallak Bukowski e. Briar / Junius xx. Engelske Belinda Skipper opnåede to tredjepladser i Intermedaiere II og Grand Prix med den 13-årige DV-vallak Capetto Vestervang e. Come Back II / Chrevi's Cavallo (odpr. Ivar Sørensen).